
Trafikken her er jo en smule anderledes end hvad jeg har været vant til det sidste halve års tid. Trafikken er meget præget af, at der er utrolig mange scootere på vejene, de er her, der, alle vegne. Næsten alle scooter-kørerne har maske på, som I sikkert har set på TV. Jeg har fået fortalt af min chef, at de bruger maskerne pga to ting, for det første pga udstødnings-os og støv fra gaden, men den anden årsag er, at de beskytter deres hud mod solen, da det er in at være hvid (jo jeg er skam ganske moderne ;o) ). Der er nogle her, der ejer en bil, men størstedelen kommer frem på scooter, på cykel, med bus eller i lastbil, hvilket også gør trafikken noget uens, da alle kører med forskellig hastighed. Som nævnt bliver jeg hentet af en bus hver dag og kører de 40 minutter på arbejde. Turen går af snoede bjergveje, hvor ALT overhales, og det er uanset om vi er midt i et sving eller på vej op af bjerget. Så den første uge var noget af en prøvelse for mig, da jeg nærmest sad med hjertet i halsen hver dag. For mit ind

re syn har jeg set det gå galt op til flere gange, da vi er så tæt på de andre trafikkanter, men heldigvis er vi KUN tæt på. Så lige ved og næste slår ingen vietnameser af scooteren! Jeg er ved at vænne mig til busturen, så jeg slapper nærmest af hele vejen. Og i sidste uge da vi havde en anden chauffør, der var en del mere forsigtig, var det lige før det var mig der tænkte ”vi kunne da godt klemme os ind mellem den bus og den modkørende lastbil!”. Ja, fremad skal vi jo, så vi overhaler en del på den 25 km lange tur til arbejde. Jeg har fået fortalt (af en amerikansk pige) at det står i trafikreglerne, at man skal give tegn med horn, hvis man vil overhale. Jo tak, og der bliver godt nok brugt horn, også selvom den scooter vi overhaler er helt inde i siden. Og vil vi overhale en bil, bus eller lastbil bliver der tilføjet lygter, så vi blinker OG dytter for fuld udblæsning...”AF BANEN BLEV DER SAGT!”.
I Danmark har lastbilerne indbygget en bip-lyd når de bakker, hv

ilket jo er praktisk. Her er man så gået skridtet videre formentlig pga alle scooter-kørerne. ALLE lastbiler og busser har bip-lyd når de bakker og når de drejer (selv en del biler har det). Nogle har så valgt at skifte denne ensformige bip-lyd ud med musik. Så der kan vælges mellem om du vil bakke til Lambada eller julemusik, som selvfølgelig lyder som de gamle mobiltelefoner. Idéen er da meget sød, bare ikke når der er en lastbil der bakker rundt foran hvor man bor, det halve af en søndag morgen, så man fand'me skulle tro det var juleaften!
Så for lige at runde det hele af, skal det da lige tilføjes, at jeg har fået min egen scooter! Jeg har selvfølgelig også fået mig en hjelm (det er påkrævet), så jeg er køreklar...troede jeg. For da jeg skulle prøve kværnen kunne jeg ikke selv starte den, så jeg fik hjælp af en tjener fra V Cafe'en. Han startede med at køre på værksted for at få fikset bremsen! Derefter gav han mig instrukser i hvordan sådan en kværn skal startes, styres og cruises. Det var ikke helt så let som det ser ud til, når de lokaler suser rundt. Maskinen er lidt gammel, så den er noget sej at starte og den går ud hvis jeg holder stille. Så der skal vist øves noget inden jeg skal ud på egen hånd, tænk nu hvis jeg ikke kan få skidtet startet! Men jeg skal nok få det lært, så jeg kan komme ud og gøre Dalats veje endnu mere usikre!