Efter vi var kommet ud af fjerene og havde fået morgenmad, var der vandretur på programmet. Jeg havde læst i min rejsebog, at der var 3 vandfald man kunne vandre til og bade i, tæt ved Montezuma. Det ville de damer da også gerne se, så af sted vi drog. Vi gik først med grusvejen fra hotellet og kort efter drejede vi ind i skoven af en sti. Stien var nogenlunde, men skiftede over til sten, man delvis skulle klatre på. Vi ankom hurtigt til det første vandfald, hvor der var en sø man kunne bade i. Vi tog os en pause og snakkede frem og tilbage om, om vi skulle gå videre til næste vandfald. For Lillian er jo ikke af nyere dato og jeg var kommet af sted i mine strandsandaler, så kunne jo godt blive lidt risikabelt og hårdt, når vi skulle vandre/balancere på sten. Men vi var alle 3 tilpas nysgerrig til at vi besluttede at fortsætte. Så det gik med stok over sten....Lillian fandt sig
nemlig hurtig en støttepind ;o) Vejen var bestemt ikke lige fremkommelig og vi skulle flere gange gå igennem vand. Vi mødte dog hele tiden mennesker frem og tilbage, så det måtte jo kunne lade sig gøre. Endelig kom vi frem til det andet vandfald, som var omkring 25 meter højt og utrolig flot. Her var der en masse mennesker der badede og hoppede ud fra vandfaldet. Vi besluttede dog ikke at bade, men bare at holde et tiltrængt hvil og snakke om hvordan vi skulle komme retur. For vejen havde flere steder været meget svær, især for Lillian, så ville jo være fint, hvis vi kunne finde en anden vej retur. Vi så nogle mennesker begav sig op af en skrænt, bag os, som så ud til at lede op til en sti. Så vi blev enige om, at det nok var lettere for os....men vi skulle blive klogere, sku vi!!! Vi kunne gå det første stykke op, men det endte med at vi klatrede og hev os op vedhjælp af rødder, der stak ud af skrænten. Jeg kom først op til ”stien”, og jeg kunne se bag mig, at det var noget af en udfordring for mine to piger. Jeg udforskede ”stien” og jeg blev enig med mor om, at det vist var den vej vi skulle, da der ikke var så mange andre muligheder. Vi var godt nok også kommet højt op, da vi var på højde med vandfaldet! Da jeg stod der og ventede på mor og Lillian kom til tops, kom jeg til at tænke på hvor farligt det egentlig var...bare man gled en smule eller mistede balancen, så ville man falde adskillige metre! Da mor og Lillian kom op var der ikke 
noget med pause, der var heller ingen brok...for vi vist alle klar over, hvor alvorlig situationen egentlig var. Det var næppe den letteste eller sikreste vej, men nu var vi her, så det var bare om at komme videre! Vi vandrede af en ”sti” hvor vi hele tiden skulle holde fast i træer og grene for at holde balancen. Stien blev dog bedre, efter noget tid. Derefter gik det noget lettere og vi kom hurtigt tilbage til første vandfald. På vej snakkede vi om, hvor farligt det egentlig havde været øverst oppe. Det havde været rigtig hårdt for Lillian og havde vi vist det inden havde vi ALDRIG taget den vej hjem...bare turen ud var hård nok. Vi var dog alle glade for det var gået godt og det havde jo trods alt været en rigtig flot tur :o) Hjemme i hytten slappede vi af nogle timer på terrassen, hvilket var MEGET tiltrængt, inden vi gik i byen og fik aftensmad. Da vi spiste aftesmad sagde Lillian, at hun bare var glad for, at hun var i live! Hun havde flere gange været bange for at det skulle gå galt, og det var vi andre vist også. Men det gik godt og det havde været en dejlig dag, så vi kunne gå trætte i seng....hvor Lillian bed en aftenbøn og takkede Vor Herre!
Efter vi var kommet ud af fjerene og havde fået morgenmad, var der vandretur på programmet. Jeg havde læst i min rejsebog, at der var 3 vandfald man kunne vandre til og bade i, tæt ved Montezuma. Det ville de damer da også gerne se, så af sted vi drog. Vi gik først med grusvejen fra hotellet og kort efter drejede vi ind i skoven af en sti. Stien var nogenlunde, men skiftede over til sten, man delvis skulle klatre på. Vi ankom hurtigt til det første vandfald, hvor der var en sø man kunne bade i. Vi tog os en pause og snakkede frem og tilbage om, om vi skulle gå videre til næste vandfald. For Lillian er jo ikke af nyere dato og jeg var kommet af sted i mine strandsandaler, så kunne jo godt blive lidt risikabelt og hårdt, når vi skulle vandre/balancere på sten. Men vi var alle 3 tilpas nysgerrig til at vi besluttede at fortsætte. Så det gik med stok over sten....Lillian fandt sig
nemlig hurtig en støttepind ;o) Vejen var bestemt ikke lige fremkommelig og vi skulle flere gange gå igennem vand. Vi mødte dog hele tiden mennesker frem og tilbage, så det måtte jo kunne lade sig gøre. Endelig kom vi frem til det andet vandfald, som var omkring 25 meter højt og utrolig flot. Her var der en masse mennesker der badede og hoppede ud fra vandfaldet. Vi besluttede dog ikke at bade, men bare at holde et tiltrængt hvil og snakke om hvordan vi skulle komme retur. For vejen havde flere steder været meget svær, især for Lillian, så ville jo være fint, hvis vi kunne finde en anden vej retur. Vi så nogle mennesker begav sig op af en skrænt, bag os, som så ud til at lede op til en sti. Så vi blev enige om, at det nok var lettere for os....men vi skulle blive klogere, sku vi!!! Vi kunne gå det første stykke op, men det endte med at vi klatrede og hev os op vedhjælp af rødder, der stak ud af skrænten. Jeg kom først op til ”stien”, og jeg kunne se bag mig, at det var noget af en udfordring for mine to piger. Jeg udforskede ”stien” og jeg blev enig med mor om, at det vist var den vej vi skulle, da der ikke var så mange andre muligheder. Vi var godt nok også kommet højt op, da vi var på højde med vandfaldet! Da jeg stod der og ventede på mor og Lillian kom til tops, kom jeg til at tænke på hvor farligt det egentlig var...bare man gled en smule eller mistede balancen, så ville man falde adskillige metre! Da mor og Lillian kom op var der ikke 
noget med pause, der var heller ingen brok...for vi vist alle klar over, hvor alvorlig situationen egentlig var. Det var næppe den letteste eller sikreste vej, men nu var vi her, så det var bare om at komme videre! Vi vandrede af en ”sti” hvor vi hele tiden skulle holde fast i træer og grene for at holde balancen. Stien blev dog bedre, efter noget tid. Derefter gik det noget lettere og vi kom hurtigt tilbage til første vandfald. På vej snakkede vi om, hvor farligt det egentlig havde været øverst oppe. Det havde været rigtig hårdt for Lillian og havde vi vist det inden havde vi ALDRIG taget den vej hjem...bare turen ud var hård nok. Vi var dog alle glade for det var gået godt og det havde jo trods alt været en rigtig flot tur :o) Hjemme i hytten slappede vi af nogle timer på terrassen, hvilket var MEGET tiltrængt, inden vi gik i byen og fik aftensmad. Da vi spiste aftesmad sagde Lillian, at hun bare var glad for, at hun var i live! Hun havde flere gange været bange for at det skulle gå galt, og det var vi andre vist også. Men det gik godt og det havde været en dejlig dag, så vi kunne gå trætte i seng....hvor Lillian bed en aftenbøn og takkede Vor Herre!