3. marts 2008

Uge 8

Så var jeg atter tilbage på arbejde, efter min forlængede weekend i San Francisco. Da vejret var skønt tirsdag, tog jeg mig en løbetur på 40 minutter efter arbejde. Det var herligt at komme ud og løbe igen, da det var knap 1½-2 måneder siden min sidste tur i Costa Rica. Da mit næste stop på min rundrejse er Canada, er vi ved at ansøge om arbejdstilladelse, så onsdag efter arbejde var Sture og jeg i Costco (kæmpe supermarked) for at få taget pasbilleder af mig. Jeg fik også fremkaldt et par af de herlige billeder fra San Francisco. Det meste af dagen havde jeg desværre ondt i foden, efter min løbetur, så jeg var lidt halt. Om aftenen, da vi kom hjem, så vi en dokumentar om Obama og derefter en om Clinton. Det var ret interessant at se, da jeg fra starten var tilhænger af Hillary, da jeg synes hun har et fornuftigt syn på mange ting og synes Bill gjorde et godt arbejde tilbage i 90'erne. Men som tingene har udviklet sig, og nu jeg er her i staterne, hvor man rigtig kan følge med i hvordan ræsset foregår, har min mening ændret sig en smule. Generelt er Clinton og Obama enige om de fleste ting, men som tiden er gået virker det til at hun er ved at være træt, hvorimod han stadig har gnisten og klør på. Når man ser taler med dem, må Sture og jeg også klart indrømme, at Obama er langt den bedste taler. Så bliver rigtig interessant at se hvordan tingene udvikler sig og hvem der skal møde McCain i november. Torsdag havde jeg stadig lidt ondt i foden, så kørte med Sture på arbejde. Arbejde gik stille og roligt, hvor jeg havde tid til at finde mig en flot gul krysantemum til Leif, som jeg puttede i en blå potte, med blåt papir. Han havde nemlig bedt om en blomst i svenske farver, så det skulle han da have, når jeg skulle besøge ham i weekenden. Fredag hjalp jeg Ruben med at tælle skud/knopper på liljerne til påske. Da jeg hjalp ham, inviterede han mig på frokost på Subway. Bagefter stoppede vi ind hos et nabogartneri, for at kigge på nogle varer Clearwater ikke kun levere. Jeg fik fri klokken 16, så jeg kunne køre med Shane, til Santa Maria, hvor jeg skulle med bussen. Busturen var ikke udsøgt fornøjelse, da bussen lugtede lidt for meget af urin, pga det indbyggede toilet, da det var en langtursbus. Turen var på 2 timer og gik til Santa Barbara, hvor jeg skulle med toget videre. Vi var dog noget forsinket, da vi skulle igennem Solvang to gange, for at samle op, samt det tog 15 minutter at få bussen tanket op. Men da toget også var forsinket nåede vi det alligevel. Det vidste sig dog, at der var et tog på sporet, foran os, der skulle fjernes før vi kunne komme videre. Så det skulle kun have taget 35 minutter at komme til Ventura, hvor Leif ventede, men vi endte med at være knap 2 timer forsinket!!! ARG, hvor var jeg utålmodig og knotten (hvilket også skyldtes en hovenpine der havde plaget mig hele eftermiddagen). Men ja, endelig, klokken 21.20 var jeg fremme, hvor Leifi havde ventet i 2 timer, han havde dog været ude og få aftensmad, da vi fandt ud af, jeg var ganske forsinket. Da vi kom hjem så vi en film og slappede af, inden det var sengetid. Lørdag sov vi længe, hvilket var tiltrængt. Da vi endelig kom op gik vi ud og fik morgenmad. Da vi kom hjem skrev vi kort hjem til familien i DK, selv Leif skrev et lille hilsen hjem til ”svigerfamilien” ;o) Om eftermiddagen kørte vi til både Barnes & Noble samt Borders, der begge er store boghandlere. Jeg fandt mig et par dameblade, samt ”How to learn Danish, the easy way” og ”Dansk-engelsk”-ordbog til Leif. Han kan jo lige så godt lære det :o) Han blev rigtig glade for dem og gik straks i krig...han har faktisk overraskende let ved det, da han snakker noget svensk. På vej hjem handlede vi ind, så vi kunne lave mad med Scott. Vi lavede taco/burittos/tortillas...alt efter hvordan man vender og drejer dem. Det var rigtig hyggeligt og bagefter så vi 2 film. Det var hyggeligt at tilbringe lidt tid med Scott, der er alletiders fyr og Leifs bedste ven. Søndag morgen lavede jeg pandekager til knejterne. Om eftermiddagen kørte Leif og jeg til Ventura, for at besøge hans mor, Rosanna. Hun bor sammen med sin nye mand, der desværre ikke var hjemme. Hun maler rigtig meget, hvilket hjemmet bare tydeligt præg af. Vi tog ud på en vietnamesisk restaurant og fik frokost. Det var rigtig hyggeligt at møde Rosanna, da jeg jo kender Leifs far ganske godt ;o) Inden jeg blev sendt hjem på toget, købte Leif en Elvis bog til mig, jeg kunne fornøje mig med på hjemturen. Togturen gik ganske fint og var KUN 40 minutter forsinket. Da jeg ankom til Grover Beach stod papa-Sture klar til at modtage mig og køre mig hjem til basen, efter en dejlig weekend.