Fredag morgen stod vi tideligt op, da vi gerne ville se solopgangen. Så vækkeuret var sat til klokken 5 og klokken 5.20 begav vi os ned til stranden, hvor der allerede var masser af liv. Folk spillede badminton, lavede gymnastik, gik ture og løb langs stranden...men om morgenen er temperaturen også bedst egnet til fysiske udfoldelser. Vi havde taget kakaomælk med ned til stranden som vi nød mens vi så hvordan solen kravlede op over horisonten. Det gik rigtig hurtigt og da først den var oppe var det så lyst om midt på dagen og det begyndte hurtigt at blive varmt. Vi gik tilbage til hotellet og fik os en time på øjet inden vi atter stod op og fik morgenmad. Derefter fik vi pakket vores ting og gik ned til turist bureauet hvor vi havde købt billetter til en bustur hjem til Dalat. Da vi stod dernede ville jeg lige tjekke min mobilos, men den var IKKE at finde i min taske. Mette løb tilbage til hotellet, for at tjekke om den skulle være der, mens Lars og jeg tømte min rygsæk. Så kom Mette retur, uden m
in mobil. Vi havde 5 minutter til at bussen kom, men alligevel løb jeg tilbage til hotellet for at tjekke...men lige lidt hjalp det. Da jeg kom retur var bussen kommet og de var da så bestemt ikke tilfredse med at vente på mig. Hvor var det bare træls min mobil var væk. Jeg vidste jeg havde haft den om morgenen, da vi havde brugt den som vækkeur og jeg vidste også jeg ikke havde haft den uden for værelset. Så vi var desværre lidt bange for, at der var nogen der havde været inde på værelset mens vi havde været til morgenmad, eller at jeg havde forlagt den og at rengøringsdamen så havde taget den inden vi nåede tilbage til hotellet for at lede. Selvom jeg jo er en pokkers positiv person var mit humør ikke lige frem i top da vi begav os retur mod Dalat. Men hvad pokker kan man gøre....vi kunne jo blot glæde os over at det ikke var en pung der var væk. Vi havde købt billetter til en bus, der kørte af en nyere vej til Dalat og derfor kun skulle tage 3 timer, mod 6 timer på den gamle vej. Så vi begav os af sted og nød at vi var kommet i en stor bus, med bredde sæder og masser af benplads. Efter 1½ time var der en kort pause inden vi atter sadlede op og kørte videre...men men men....ja, I havde nok regnet ud det var for godt til at være sandt! Lige pludselig gjorde bussen holdt og en flok mænd var ude og rode rundt under bussen. Efter en halv time kom de ind og sagde at der var noget der skulle skiftes, så det ville tage lidt tid inden vi kunne få en reservedel fra Dalat, så vi ville først komm
e videre om 1 time. Lars blev i bussen og læste, mens Mette og jeg gik ud for at strække ben, få lidt luft (der var et barn på sædet overfor der lige havde kastet op, så luften var lidt tung inde i bussen) og for at lede efter et sted hvor vi kunne spille kort. Det var ikke så let at finde, da der var en let brise. Vi satte os i siden af vejen og fik hurtigt selskab af en australsk mand og hans vietnamesiske kone, der lærte os en vietnamesisk udgave af 500. Endelig kom reservedelen fra Dalat og bussen blev ordnet, så vi kom atter på farten, efter 2 timers ufrivillig pause. Jeg sad ved vinduet og lige pludselig kunne jeg se at en af lågerne ind til bagagen under bussen gik op. Jeg fik råbt op til chaufføren, så de fik stoppet bussen og lukket lågen. Men så kom de i tanke om, at vi hellere måtte tjekke om al bagagen nu også var der. Det vidste sig så, at der manglede en taske (heldigvis ikke vores!). Så nu skulle folk ud og lede og chaufføren fik stoppet en mand der kom forbi på motorcykel for at låne cyklen, så han kunne køre tilbage og lede.
Tasken blev dog ikke fundet og vi begav os videre...stakkels dem der nu var uden bagage! Det virkede lidt som om chaufførens tålmodighed var brugt op, så det gik lige hurtigt nok hjem af ad snoede bjergveje. Men hjem kom vi da, uden flere forstyrrelser og vores bustur på 3 timer endte på 6 timer! Vi fik os en taxi hjem til ”Million Dollar Hotel”, hvor vi kom af med bagagen, så vi kunne komme med Ann til skrædderen, hvor Lars skulle hente sine to jakkesæt. Derefter kørte vi ned til dame-skrædderen, hvor Mette fik sin ene kjole. Der var ikke stof nok til den anden kjole hun ville have haft, så vi skulle tilbage til markedet og bytte stoffet. Det tager normalt noget tid at få syet tøj, som regel en uge, men pga stofproblemerne (altså til tøjet, ikke pga misbrug) og fordi vi skulle videre til Ho Chi Minh City søndag, tilbød skrædderen at sy Mettes kjole, så vi kunne hente den lørdag! Vi kom hjem til hotellet og fik hurtigt skiftet tøj så vi kunne komme op på Larrys Bar og få aftensmad og hygge med de andre udlændinge. Og minsandten om ikke det canadiske par (dem fra mudderbadet) var der. Så dem fik vi os en sludder med igen og fik introduceret dem til de andre udlændinge....dine venner er mine venner :o) Vi havde en rigtig hyggelig aften, inden vi tog hjem og gik til køjs.
Fredag morgen stod vi tideligt op, da vi gerne ville se solopgangen. Så vækkeuret var sat til klokken 5 og klokken 5.20 begav vi os ned til stranden, hvor der allerede var masser af liv. Folk spillede badminton, lavede gymnastik, gik ture og løb langs stranden...men om morgenen er temperaturen også bedst egnet til fysiske udfoldelser. Vi havde taget kakaomælk med ned til stranden som vi nød mens vi så hvordan solen kravlede op over horisonten. Det gik rigtig hurtigt og da først den var oppe var det så lyst om midt på dagen og det begyndte hurtigt at blive varmt. Vi gik tilbage til hotellet og fik os en time på øjet inden vi atter stod op og fik morgenmad. Derefter fik vi pakket vores ting og gik ned til turist bureauet hvor vi havde købt billetter til en bustur hjem til Dalat. Da vi stod dernede ville jeg lige tjekke min mobilos, men den var IKKE at finde i min taske. Mette løb tilbage til hotellet, for at tjekke om den skulle være der, mens Lars og jeg tømte min rygsæk. Så kom Mette retur, uden m
in mobil. Vi havde 5 minutter til at bussen kom, men alligevel løb jeg tilbage til hotellet for at tjekke...men lige lidt hjalp det. Da jeg kom retur var bussen kommet og de var da så bestemt ikke tilfredse med at vente på mig. Hvor var det bare træls min mobil var væk. Jeg vidste jeg havde haft den om morgenen, da vi havde brugt den som vækkeur og jeg vidste også jeg ikke havde haft den uden for værelset. Så vi var desværre lidt bange for, at der var nogen der havde været inde på værelset mens vi havde været til morgenmad, eller at jeg havde forlagt den og at rengøringsdamen så havde taget den inden vi nåede tilbage til hotellet for at lede. Selvom jeg jo er en pokkers positiv person var mit humør ikke lige frem i top da vi begav os retur mod Dalat. Men hvad pokker kan man gøre....vi kunne jo blot glæde os over at det ikke var en pung der var væk. Vi havde købt billetter til en bus, der kørte af en nyere vej til Dalat og derfor kun skulle tage 3 timer, mod 6 timer på den gamle vej. Så vi begav os af sted og nød at vi var kommet i en stor bus, med bredde sæder og masser af benplads. Efter 1½ time var der en kort pause inden vi atter sadlede op og kørte videre...men men men....ja, I havde nok regnet ud det var for godt til at være sandt! Lige pludselig gjorde bussen holdt og en flok mænd var ude og rode rundt under bussen. Efter en halv time kom de ind og sagde at der var noget der skulle skiftes, så det ville tage lidt tid inden vi kunne få en reservedel fra Dalat, så vi ville først komm
e videre om 1 time. Lars blev i bussen og læste, mens Mette og jeg gik ud for at strække ben, få lidt luft (der var et barn på sædet overfor der lige havde kastet op, så luften var lidt tung inde i bussen) og for at lede efter et sted hvor vi kunne spille kort. Det var ikke så let at finde, da der var en let brise. Vi satte os i siden af vejen og fik hurtigt selskab af en australsk mand og hans vietnamesiske kone, der lærte os en vietnamesisk udgave af 500. Endelig kom reservedelen fra Dalat og bussen blev ordnet, så vi kom atter på farten, efter 2 timers ufrivillig pause. Jeg sad ved vinduet og lige pludselig kunne jeg se at en af lågerne ind til bagagen under bussen gik op. Jeg fik råbt op til chaufføren, så de fik stoppet bussen og lukket lågen. Men så kom de i tanke om, at vi hellere måtte tjekke om al bagagen nu også var der. Det vidste sig så, at der manglede en taske (heldigvis ikke vores!). Så nu skulle folk ud og lede og chaufføren fik stoppet en mand der kom forbi på motorcykel for at låne cyklen, så han kunne køre tilbage og lede.
Tasken blev dog ikke fundet og vi begav os videre...stakkels dem der nu var uden bagage! Det virkede lidt som om chaufførens tålmodighed var brugt op, så det gik lige hurtigt nok hjem af ad snoede bjergveje. Men hjem kom vi da, uden flere forstyrrelser og vores bustur på 3 timer endte på 6 timer! Vi fik os en taxi hjem til ”Million Dollar Hotel”, hvor vi kom af med bagagen, så vi kunne komme med Ann til skrædderen, hvor Lars skulle hente sine to jakkesæt. Derefter kørte vi ned til dame-skrædderen, hvor Mette fik sin ene kjole. Der var ikke stof nok til den anden kjole hun ville have haft, så vi skulle tilbage til markedet og bytte stoffet. Det tager normalt noget tid at få syet tøj, som regel en uge, men pga stofproblemerne (altså til tøjet, ikke pga misbrug) og fordi vi skulle videre til Ho Chi Minh City søndag, tilbød skrædderen at sy Mettes kjole, så vi kunne hente den lørdag! Vi kom hjem til hotellet og fik hurtigt skiftet tøj så vi kunne komme op på Larrys Bar og få aftensmad og hygge med de andre udlændinge. Og minsandten om ikke det canadiske par (dem fra mudderbadet) var der. Så dem fik vi os en sludder med igen og fik introduceret dem til de andre udlændinge....dine venner er mine venner :o) Vi havde en rigtig hyggelig aften, inden vi tog hjem og gik til køjs.