Fredag morgen kørte mor, Mette, Ida og jeg til lufthavnen, hvor jeg skulle tjekke ind klokken 8. Det gik fint med at tjekke ind og jeg kom rimelig hurtigt igennem, trods mærkelige spørgsmål...af sikkerhedsmæssige hensyn, selvfølgelig. Vi spiste derefter morgenmad sammen, men det var godt nok svært at slappe af...min mave kørte rundt i en blanding af spænding omkring turen og en trykkende fornemmelse, fordi jeg snart skulle sige farvel til mor og Mette. Jeg små-snøftede mig gennem morgenmaden og klokken 9.40 besluttede vi os for at vi vist hellere bare måtte sige farvel og få sendt mig af sted. Det blev jo hverken sjovere eller lettere af at sidde der og vente. Så vi sagde hurtigt og grædende farvel, inden jeg bevægede mig mod sikkerhedskontrollen. Det er lidt mærkeligt at sige farvel, for er jo ked af jeg skal sige farvel til familien, men glæder mig jo tosset til det der skal ske. Nu har jeg i lang tid set frem til at jeg skal ud og se lidt af verden, og det betyder jo så desværre at jeg ikke kommer til at se familien i lang tid...men det forstår de jo heldigvis godt :o)Det gik fint med at komme igennem sikkerhedskontrollen...alle 3! Jaja, man skal ingen chancer tage. Jeg skal jo mellemlande i USA, så var nærmest bare heldig jeg fik lov at beholde tøjet på ;o) Vi havde afgang som planlagt og mens vi susede hen af landingsbanen (eller hedder det en lettebane??) kunne jeg ud af det ene vindue se ”Flyvergrillen” hvor mor, Mette og Ida ville stå og vinke...jeg kunne dog ikke se dem, men var heldig jeg overhovedet nåede at se grillen.
Den knap 10 timer lange flyvetur til Atlanta gik fint og jeg kom til at sidde ved siden af et par fra Danmark der også skulle til Costa Rica, så det var jo hyggeligt at snakke med dem. Jeg kom smertefrit igennem paskontrollen i USA og derefter trissede jeg de næste 6 timer rundt i lufthavnen, hvor jeg spiste lidt, læste lidt og ellers bare sad og kiggede på flyvere der landede og lettede hele tiden. Vi var desværre omkring 45 minutter forsinket ved afgangen mod Costa Rica. Det var jo bestemt ikke det man havde brug for efter at havde været på farten i lidt over 21 timer. Så vi ankom først til San Jose, hovedstaden i Costa Rica, klokken 00.30 og inden jeg så kom igennem paskontrol og fik fat i min kuffert var der gået endnu en halv time. Heldigvis var Leif på pletten og klar til at køre mig hjem til hans familie. Det var rigtig dejligt endelig at få ansigt og stemme på Leif, som jeg nu har skrevet email med det sidste halve år. Turen hjem til hans familie var ikke så lang og vi fik os et glas saft, inden vi gik til køjs. Så efter 27 timer på farten, kunne jeg endelig ligge mig til at sove under fremmede himmelstrøg og blot glæde mig til hvad morgendagen, og det næste halve år vil bringe.