19. september 2007

Glædelig jul!

Det startede med, at min telefon ringede uafbrudt i et kvarter torsdag eftermiddag. Ret irriterende, for jeg kan sagtens høre den ringe, men når jeg tager den kan jeg ikke høre personen i den anden ende. Så efter 3. gang lod jeg den bare ringe, og gik til spanskundervisning. Kunne ikke komme i tanke om hvem det skulle være, da det jo er ganske få der snakker engelsk i firmaet og kunne finde på at ringe. Klokken 19, da jeg kom tilbage fra min spansk time kom en af vagterne op til hytten og fortalte at Leif havde ringet og at jeg skulle komme ned til vagthuset og ringe til ham. Hmm...lidt mærkeligt, da jeg jo ville se ham på arbejde næste morgen. Da jeg kom ned til vagten kunne vi dog ikke ringe Leif op, selvom vagten prøvede ihærdigt igen og igen. Nå, hvis det var vigtigt ville jeg jo nok finde ud af det fredag på arbejde. Fredag morgen nåede jeg lige op i drivhuset, da Marlen fortalte at jeg skulle gå ned på kontoret til Leif. Da jeg kom derned sagde han jeg skulle ringe til min mor med det samme....ÅH nej, hvem er nu død!!...var min første tanke. Leif fortalte, at det var positivt og var fordi mor var ved at købe billetter til Costa Rica, som hun skulle acceptere inden klokken 15 (hvilket jo er klokken 7 i CR). Leif havde snakket med hende torsdag og var derfor han havde ringet til mig. Så jeg ringede op...og hvor var det dejligt at hører mutters stemme i den anden ende :o) (er første gang jeg snakker med nogen hjemmefra) Hun fortalte at hende og hendes veninde Lillan (frisør i Varde) vil komme og besøge mig fra den 23. december og et par uger frem. De har fået et rigtig godt tilbud, som de skulle sige god for med det samme. Jeg var vildt glad og spændt! Havde godt nok modtaget en email fra mor og Lillan torsdag, hvor de skrev de var ved at købe billetter, men havde ikke drømt om de var så tæt på, troede bare de overvejede det. Mor fortalte også at det var iorden med fatter, så var jo bare super. Og Leif har sagt jeg sagtens kan få fri to uger og tage på tur med tøserne :o) Resten af dagen var jeg et stort smil og begyndte allerede at tænke på alle de steder og mennesker jeg vil præsentere dem for. Skal jo have planlagt et spændende program til dem. Det er godt nok mange år siden jeg har begyndt at glæde mig til jul, fra midten af september ;o)
Lige en tilføjelse. Jeg var nede i byen at handle idag (21. september) og GUD HJÆLPE MIG om ikke de var ved at finde julepyntet frem i butikkerne!!!! Og jeg troede vi var tidlig ude med julepynten i DK. Det ser ud til julen kommer tidligt i år...selvom jeg tror det komme til at knibe en smule med julestemningen fra min side. Høj sol og 35 grader i december er ikke det der får mig til at tænke på indendørs hygge og juleklip ;o)