Jaco

Lisa havde inviteret mig med til Jaco, da vi havde fri fra arbejde lørdag, da det var Costa Ricas uafhængighedsdag. Jaco er en rigtig turistby ved Stillehavskysten. Lisa boede der i 2 uger, da hun kom hertil, derfor kender hun en del der og har en god ven vi kunne sove hos. For at få noget ud af dagen skulle vi med en taxa klokken 4.30 mod Naranjo. Første forhindring, var at komme uden for gartneriets område, da vi ikke kunne se vagten og lyset var slukket i vagthuset. Derudover var begge låger selvfølgelig låst, hvilket de ikke altid er. Lisa og jeg begyndte at undersøge hvordan vi kunne kravle over porten, UDEN at komme til skade. Men da vi begyndte at ruske med porten kom vagten...han havde siddet i huset, så havde vist taget sig en lur. Sikken en vagt! Nå, men ud kom vi og vores taxa kom kun 10 minutter for sent, men vi nåede til Naranjo i tide, hvor vi steg på en bus til San José. I San José havde vi lidt problemer med at få en billet til en bus videre, så vi måtte vente i en time. Busturen til Jaco gik smertefrit og efter ca 2½ time (klokken 9.30) var vi fremme. Lisas ven, Gustavo, var hjemme og vi blev budt indenfor...jeg fik endda mit eget værelse, lækkert! Vi smurte os i solcreme, faktor 45, fra top til tå og skiftede til bikini, så vi var klar til stranden. Da det var uafhængighedsdag var der et stort optog gennem byen med en masse børn, der dansede og spillede musik. Det var rigtig flot og Lisa mødte lidt flere hun kendte, blandt andet den værtsfamilie hun boede hos de to uger hun var på sprogskole i Jaco. Ved middagstid gik vi til stranden og kastede os i bølgen blå. Stranden er ikke så flot i Jaco, men skidt pyt, når bare der er sol og vandet er varmt. Det var rigtig lækkert at bade og jeg fik min første dukkert siden jeg kom hertil. Bagefter tog vi os en slapper på stranden under nogle palmetræer, for selvom det var lidt skyet var stolen stadig farlig. Om eftermiddagen var Lisa i vandet igen, for at surfe. Jeg blev på land og snakkede med Silvi, en Schweizisk pige, der havde boet i Jaco i 4 måneder, da hun havde mødt en sød lokal fyr ;o) Ved 17 tiden gik vi ind i byen for at få lidt aftensmad, inden vi gik hjem for at få et forfriskende bad. Om aftenen tog vi i byen. Jeg var dog ikke videre stemt for det, da det jo er en rigtig turist by, så der er mange udefra og de lokale er mere pågående, da de jo er vant til turisterne. Jeg fandt også ud af, da jeg dansede med Lisa, at jeg formentlig havde vredet mit knæ en smule, da jeg flere gange blev overrasket af bølger og kastet rundt, da vi var i vandet. Så jeg satte mig og ”nød” udsigten til dansegulvet og egentlig bare ventede på Lisa var klar til at tage hjem. Vi blev ikke så længe og vi var hjemme igen klokken 1.30. Det var dejligt at komme i seng og slappe helt af. Lisa kan sove alle steder, i bussen, på stranden eller hvor vi nu opholder os. Det kan jeg dog ikke, så jeg er altid meget mere træt end hun er, så var lækkert at komme til køjs. Søndag stod vi op klokken 8, Lisa skulle til busstationen for at købe billetter til hjemturen og jeg kunne simpelthen ikke sover længere, da solen bagte ind af vinduet. Da Lisa kom tilbage med billetterne, gik vi ned i byen og fik morgenmad, inden vi skulle på Canopy tur. Canopy er en slags svævebane, hvor vi er spændt fast til et kabel højt hævet over trætoppene...og med min højdeskræk, skulle det da prøves ;o) Lisa var heller ikke helt oppe at ringe inden afgang, så det tegnede jo alletiders. Da vi ankom til kontoret mødte vi 7 Costa Ricanere og 7 amerikanske mænd, som også skulle med på turen. De var allerede ved at blive spændt i udstyret og få hjelme på. Amerikanerne var midt i fyrrene og meget friske. Den ene var bestemt ikke vild med idéen om, at han om kort tid skulle hænge i et kabel højt hævet over jorden. Hver gang guiderne snakkede til hinanden på spansk spurgte han ”Sagde de noget om et kabel, der skulle skiftes?” Lisa og jeg blev også gjort klar til turen og vi blev alle sat i en lille lastbil, hvor det endte med at de 3 Costa Ricanske fyre måtte hænge og dingle bag på bilen, da der ikke var siddepladser nok ;o) Det var ikke for sjov vi skulle have vores hjelm på, i lastbilen, da det gyngede frem og tilbage og vi var stuvet sammen som kvæg. Vi kunne desværre ikke komme helt til toppen af bjerget, da et træ var væltet på vejen, så vi måtte nøjes med 8 kabler i stedet for 12. Vi gik et kort stykke og ankom til en platform, hvorfra vi skulle sendes af sted...puha, nu kunne jeg mærke sommerfuglene bakse på fuld skrald. Guiderne gav os instruktion i hvordan vi blev spændt fast, hvordan vi kunne bremse mm. Ja, så var der ingen vej uden om, nu var tiden kommet. Lisa kom først af sted og hun havde advaret at hun ville skrige hele vejen, da hun var temmelig nervøs og bestemt ikke havde tiltro til udstyret, der ellers virkede ganske stabilt. Men jeg hørte ikke et pip fra hende og var spændt på at møde hende på den anden side. Nu var turen kommet til mig og jeg blev hægtet på kablet. Da jeg var hægtet på kunne jeg mærke hvor godt jeg var spændt fast og var lige pludselig ikke nervøs længere...så da jeg fløj hen over trætoppene kunne jeg nyde turen i fulde drag og endda kigge ned! De amerikanske mænd var meget venlige og opmuntrende inden jeg blev sendt afsted, så jeg blev sendt afsted med et ”Go Danish girl!” :o) På den næste platform mødte jeg Lisa og hun synes også det var alletiders, så vi var bare hooked på at fortsætte, var vist heller ikke så mange andre muligheder. Lisa ville gerne have jeg tog et billede af hende, når hun blev sendt af sted, hvilket betød JEG skulle have HENDES kamera spændt fast i mit bælte. Den ide var jeg godt nok ikke vild med, da jeg netop ikke havde taget mit kamera med, så jeg ikke mistede det. Og ja...jeg mistede kammeraet et sted mellem 2. og 3. platform!!! Opdagede slet ikke hvornår det faldt af bæltet...sådan noget MØJ. Jeg måtte så desværre bekende til Lisa, men hun tog det ganske pænt. Hun troede ikke på det i starten, men da hun kunne se jeg bestemt ikke sagde det for sjov trak hun på skuldrene...der var jo ikke så meget at gøre ved det. En ting er at miste kameraet, da det er hendes 3. hun mister her i CR og det koster hver gang. Den anden ting er bare alle billederne fra optoget, stranden og denne canopy tur. Og jeg havde slet ikke mit kamera fremme, for hvad skal vi dog bruge det til, når vi har Lisas? Derfor er der desværre ingen billeder fra denne, ellers, dejlige weekendtur :o( Nå, men turen fortsatte og vi bevarede et nogenlunde godt humør, de andre opmuntrede os ihvert fald gevaldigt, da de jo godt kunne se hvor træls det var. Guiden lovede også at kigge efter kameraet om eftermiddagen, da der kunne være en mulighed for han kunne finde det. Det var pænt af ham..vi har dog endnu ikke hørt fra ham, så må ud og skaffe Lisa et nyt kamera, selvom hun ikke vil have jeg betaler, ikke engang halvdelen (men vil høre forsikringen ad om de ikke dækker noget af beløbet). Over middag havde vi atter fast grund under fødderne og det havde bare været super. Selv amerikaneren der ikke var så pjattet med det, havde haft en alletiders tur. Vi kørte med amerikanerne tilbage til Jaco. Vi skiftede til badetøj og gik på stranden, for at slappe af inden vi skulle hjem klokken 16.30. Vi nåede dog ikke at se Gustavo mere, da han var til fodbold og ikke nåede hjem inden vi tog afsted, var Lisa lidt øv over. Og da hun heller ikke kunne træffe sin værtsfamilie hjemme og sige farvel til dem var hendes humør helt til rotterne...og kamera episoden hjalp næppe på det. Så vores weekend endte desværre lidt træls og kunne sagtens forstå Lisa var ked af det. Turen hjem gik fint og hun blev i lidt bedre humør...det havde jo trods alt været en hyggelig tur :o) Klokken 21 var vi tilbage i Sarchi, så blev en smule sent inden vi kom til køjs.
Billederne der er indsat er fra nettet, så I kan se hvad Canopy er, samt et billede af stranden og Gustavos surf skole :o)