30. november 2007

Gartner Tidende

Leif spurgte mig på et tidspunkt, om jeg havde overvejet at skrive breve til Gartner Tidende, som er et fagblad for væksthusgartnere i Danmark, da han havde læst min blog og synes at jeg er god til at skrive. Derudover synes han også at det kunne være interessant for andre at læse om mine oplevelser i det store udland. Jeg fortalte, at jeg havde overvejet det, men ikke var helt sikker på idéen og om jeg havde tiden til det, selvom jeg også synes det måske kunne være interessant for andre unge gartnere at høre om hvilke muligheder man også har som gartner og hvilke oplevelser erhvervet kan give. Jeg kunne ikke helt slippe tanken og der gik noget tid inden jeg fik taget mig sammen til at skrive til bladet, for at høre om de var interesseret i at modtage rejsebreve fra en gartner uden grænser. Det var de helt bestemt og vi aftalte at jeg skal skrive et indlæg hver måned (hvert 2. nummer), hvor jeg fortæller lidt om mit arbejde, samt om mine oplevelser og når jeg så engang er retur i DK vil de lave et interview med mig. Jeg må også meget gerne sende et par billeder med, så der er lidt at kigge på. Min første deadline er 1. december, hvor jeg skal skrive et længere indlæg til julenummeret, samt et indlæg til første nummer i januar (hvor det fine billede herunder formentlig også kommer i). Jeg har allerede skrevet indlæggene, så Lone (redaktøren) kan nå at kigge dem igennem og kommentere på dem, da jeg jo ikke er helt sikker på kvaliteten ;o) Jeg har jo selv kontaktet dem, så skal selvfølgelig ikke have løn for mit skriveri, men jeg har dog spurgt om Lone vil sende, hvert blad jeg har et indlæg i, til mor og far, så de kan se det og så jeg har det når jeg er retur i DK. Det var bare helt i orden...så dem glæder jeg mig til at se engang til næste år. Det er lidt spændende lige pludselig at skulle skrive ”seriøst” til fagfolk inden for gartneribranchen, da jeg jo ellers kun skriver min blog, som mest er for underholdningens skyld og ofte ikke særlig seriøs ;o) Så til de af jer der er har adgang til Gartner Tidende...hold øje med julenummeret og god læselyst!