23. november 2007

Rejseplaner

Vi fik som sagt besøg af Torben Pedersen og Thomas Hooft i søndags. Det var et besøg jeg havde glædet mig rigtig meget til, da Torben er medejer af Greenex, der eksportere stiklinger til USA og Canada, og han har sagt ja til at hjælpe med at få mig ind hos Clearwater i Californien. Han var til møde med dem i sidste uge, så jeg var spændt på at høre resultatet. Leif havde næsten afsløret det hele søndag inden middagen, da han var lige så spændt som jeg ;o) Jeg mødtes med Torben mandag efter arbejde, hvor han kunne fortælle, at Clearwater har sagt OK til at tage mig ind! Det tog ham en halv time at overtale dem, da de jo helst ikke vil have mig ind, når jeg ikke har visum. Det betyder også at de muligvis ikke kan give mig løn, da der er utrolig mange mexicaner i området og finder de ud af jeg arbejder uden visum og får løn, så går de højst sandsynligt til politiet. Jeg har sagt, at jeg gerne vil bo hos en familie, så forhåbentlig skal jeg ikke betale mad og bolig og derved skåne min opsparing en smule. Men efter Torben fandt ud af jeg får løn her i CR vil han arbejde på at jeg også kan få en smule lommepenge i USA, så det så vidt muligt kan løbe rundt. Så det håber jeg på, da det nok kan blive en smule dyrt at leve uden løn i 3 måneder. Torben har også tilbudt at hente mig i Los Angeles lufthavn omkring den 20.-22. januar, da han er på forretningsrejse i USA på det tidspunkt. Det betyder godt nok at jeg skal fra Costa Rica 1½ uge før en planlagt, men til gengæld kører Torben mig til Clearwater og introducere mig, så jeg kommer sikkert frem. Det er utrolig venligt af ham, da han slet ikke skal til Los Angeles, men udelukkende laver et stop pga mig! Derudover har Torben også sagt, at så snart Clearwater er på plads (og kommer det nok snart, for han er virkelig ihærdig), så tager han kontakt til Waldangardens i Canada. Han mener bestemt ikke det bliver noget problem at få mig ind hos dem, så det lyder jo bare alletiders. Torben er meget opsat på at det hele kommer på plads hurtigst muligt, så jeg ved hvad der skal ske og kan slappe af. Det er også meget mere sikkert at få styr på det nu, så det ikke bliver i sidste øjeblik, som med Clearwater.
Og de gode nyheder stopper bestemt ikke her :o) For Thomas Hooft, der er hollænder, har boet i Vietnam de sidste 15 år, hvor han arbejder og blandt andet har væksthuse. Efter han har hørt om mine verdensplaner og mødt mig, har han sagt, at jeg er MEGET velkommen til at komme til Vietnam og arbejde hos ham! Det bliver ikke noget problem med løn og jeg kan få mit eget sted at bo, som her i Costa Rica. Hvor heldig har man lige lov at være? I løbet af 3 dage har jeg næsten fået hele turen serveret på et sølvfad og det eneste jeg skal er at købe flybilletter og nyde turen :o) Torben og Thomas er nogle utrolig behagelige og sympatiske mennesker, som jeg er glad for jeg har mødt og jeg er allerede utrolig taknemlig for deres hjælp og interesse. Så ved hjælp af dem, er det vist så godt som sikkert at planen ser nogenlunde således ud: Clearwater/Californien; februar, marts, april – Waldangardens/Canada; maj, juni, juli – Dalat/Vietnam; august, september, oktober – Thailand; november, december (skal jeg finde ud af i samarbejde med Knud Jepsen a/s i DK, da de har en afdeling der). Og julen 2008 skulle jeg gerne holde med familien i gode gamle Danmark :o) Jeg er simpelthen så glad for at det hele ser ud til at falde på plads og at jeg får det lige som jeg havde håbet på. Så selvom jeg har været lidt øv over at min tid her i Costa Rica er slut om 2 måneder, har jeg nu en masse nyt og spændende at se frem til! Og det jeg har set og oplevet er der jo ingen der kan tage fra mig ;o)