Mandag morgen fik jeg morgenmad med Martin, da jeg jo ikke havde noget spiseligt tilbage i min
hytte. Klokken 7.30 gik jeg ned i botanisk have for at sige farvel til Stefany. Vi sad og snakkede en halv times tid, inden vi blev enige om, at det vist bare var bedst at få det overstået. Det var hårdt, da hun er en rigtig god veninde jeg har haft det rigtig sjovt med. Derefter gik turen ned til laboratoriet, hvor jeg sagde farvel til Guadalupe, min lærerinde. Så kom jeg til det værste...jeg skulle op i drivhusene og sige farvel til alle mine dejlige kolleger. Jeg startede i hus 15, hvor jeg ikke kendte så mange....det var dog svært at sige farvel til Miguel, Deisy og Neny...snøft. Så var det hus 12, hvor jeg havde lidt flere veninder, så det var middelsvært. Da jeg kom ud fra hus 12 var Fernando der, min gode ven der havde hjulpet med at sætte min hængekøje op. Han var meget ærgerlig over, at han ikke havde haft tid til at komme forbi baren lørdag og sige farvel. Så vi sagde pænt farvel der på arbejde. Puha....så var turen kommet til hus 14, hvor jeg havde arbejdet under hele mit ophold. Det var så hårdt at sige farvel til alle de søde piger. Det var så hårdt at sige farvel til Julia, Nidia og Johana...mine bedste veninder. Selvom det var hårdt at sige farvel, blev det på en god måde...selvfølgelig var det trist, men jeg var ikke sønderknust, da jeg kunne mærke jeg var klar på at skulle videre. Så jeg kunne heldigvis smile til dem, og ikke kun græde. Jeg gik ned til kontoret
og sagde farvel til Thomas, den tyske chef. Selvom jeg ikke kender ham så godt var det svært at sige farvel, fordi han altid har været så flink, når jeg har snakket med ham. Da jeg kom ud fra kontoret gik jeg over til porten og sagde farvel til César der var på vagt. Leif kom kort efter og spurgte om jeg var klar. Ja, det var jeg, det var bare om at komme af sted nu, da jeg havde fået sagt farvel til alle og ikke havde mere tilbage at gøre. Vi kørte op og hentede min kuffert og rygsæk i hytten. Det var helt mærkeligt at sige farvel til mit hjem gennem de sidste 5½ måneder. Vi kørte ned til porten, hvor jeg afleverede min nøgle, og derefter gik turen til lufthavnen. Leif og jeg fik os en god snak og fik sagt pænt farvel i lufthavnen...”1000 tak for alt Leif!”.Jeg kom let gennem check in, så jeg ringede til Leif og Johana og sagde at alt var ok, og at jeg var klar til at flyve klokken 14. Vejret var rigtig flot og jeg havde en vinduesplads. Jeg må dog indrømme, at jeg kneb en tåre, da vi susede ud af landingsbanen og fløj op over Costa Rica. Da vi var kommet op kunne jeg se Puntarenas og Montezuma, hvor jeg havde været med mor og Lillian....sikken et syn. Efter en time landede vi i San Salvador, der er hovedstaden i El Salvador. Her ventede jeg knap 4 timer, inden turen gik til Los Angeles. Efter 5½ time var vi i Los Angeles, hvor vejret også var så flot, at vi kunne se byen med al dens lys. Jeg var noget nervøs for at skulle igennem kontrollen, da jeg jo skulle lyve om mit ophold i USA. Jeg havde en billet ud af USA,
til Canada den 25. januar, så det så ud som om jeg kun skulle være der kort. Men derudover kan de jo se i mit pas, at jeg har været i Costa Rica i 5½ måned, med visa-ferie i Panama, hvilket jo godt kunne blive lidt svært at forklare! Første check gik dog fint, og jeg fik hentet min bagage. Derefter kom jeg til 2. kontrol. En fyr (med gummihandsker) spurgte hvor længe jeg havde været i Costa Rica og jeg sagde 5½ måned. Så spurgte om han det var skole eller arbejde og jeg sagde bare ja. Så spurgte han om det var som en slags praktik og jeg tøvede lidt og fik mumlet noget lignende ja. Det var jo om at svare hurtigt, så det ikke var mistænksomt, men jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle svare, da jeg jo havde arbejdet ulovligt i Costa Rica, hvilket jo kunne få dem til at tvivle på mit ophold i USA. Så smilede han og sagde ”That works for me” og jeg skyndte mig at smile og sige tak :o) Han var udmærket klar over hvad jeg havde lavet i Costa Rica, da der er så mange unge mennesker der gør det. Så det var rart han bare sendte mig igennem uden det helt store forhør. Jeg kom med en bus hen til mit hotel, tæt ved lufthavnen, hvor jeg skulle tilbringe min første nat i staterne. Da jeg ikke har haft tv i Costa Rica fik jeg lige set lidt. Og endelig virkede min mobil igen, så jeg skyndte mig at sende nogle sms'er hjem for at sige jeg var kommet godt frem. Så klokken 2.30 kravlede jeg i seng, efter en lang drøj dag, med farvel til Costa Rica og goddag til Californien
hytte. Klokken 7.30 gik jeg ned i botanisk have for at sige farvel til Stefany. Vi sad og snakkede en halv times tid, inden vi blev enige om, at det vist bare var bedst at få det overstået. Det var hårdt, da hun er en rigtig god veninde jeg har haft det rigtig sjovt med. Derefter gik turen ned til laboratoriet, hvor jeg sagde farvel til Guadalupe, min lærerinde. Så kom jeg til det værste...jeg skulle op i drivhusene og sige farvel til alle mine dejlige kolleger. Jeg startede i hus 15, hvor jeg ikke kendte så mange....det var dog svært at sige farvel til Miguel, Deisy og Neny...snøft. Så var det hus 12, hvor jeg havde lidt flere veninder, så det var middelsvært. Da jeg kom ud fra hus 12 var Fernando der, min gode ven der havde hjulpet med at sætte min hængekøje op. Han var meget ærgerlig over, at han ikke havde haft tid til at komme forbi baren lørdag og sige farvel. Så vi sagde pænt farvel der på arbejde. Puha....så var turen kommet til hus 14, hvor jeg havde arbejdet under hele mit ophold. Det var så hårdt at sige farvel til alle de søde piger. Det var så hårdt at sige farvel til Julia, Nidia og Johana...mine bedste veninder. Selvom det var hårdt at sige farvel, blev det på en god måde...selvfølgelig var det trist, men jeg var ikke sønderknust, da jeg kunne mærke jeg var klar på at skulle videre. Så jeg kunne heldigvis smile til dem, og ikke kun græde. Jeg gik ned til kontoret
og sagde farvel til Thomas, den tyske chef. Selvom jeg ikke kender ham så godt var det svært at sige farvel, fordi han altid har været så flink, når jeg har snakket med ham. Da jeg kom ud fra kontoret gik jeg over til porten og sagde farvel til César der var på vagt. Leif kom kort efter og spurgte om jeg var klar. Ja, det var jeg, det var bare om at komme af sted nu, da jeg havde fået sagt farvel til alle og ikke havde mere tilbage at gøre. Vi kørte op og hentede min kuffert og rygsæk i hytten. Det var helt mærkeligt at sige farvel til mit hjem gennem de sidste 5½ måneder. Vi kørte ned til porten, hvor jeg afleverede min nøgle, og derefter gik turen til lufthavnen. Leif og jeg fik os en god snak og fik sagt pænt farvel i lufthavnen...”1000 tak for alt Leif!”.Jeg kom let gennem check in, så jeg ringede til Leif og Johana og sagde at alt var ok, og at jeg var klar til at flyve klokken 14. Vejret var rigtig flot og jeg havde en vinduesplads. Jeg må dog indrømme, at jeg kneb en tåre, da vi susede ud af landingsbanen og fløj op over Costa Rica. Da vi var kommet op kunne jeg se Puntarenas og Montezuma, hvor jeg havde været med mor og Lillian....sikken et syn. Efter en time landede vi i San Salvador, der er hovedstaden i El Salvador. Her ventede jeg knap 4 timer, inden turen gik til Los Angeles. Efter 5½ time var vi i Los Angeles, hvor vejret også var så flot, at vi kunne se byen med al dens lys. Jeg var noget nervøs for at skulle igennem kontrollen, da jeg jo skulle lyve om mit ophold i USA. Jeg havde en billet ud af USA,
til Canada den 25. januar, så det så ud som om jeg kun skulle være der kort. Men derudover kan de jo se i mit pas, at jeg har været i Costa Rica i 5½ måned, med visa-ferie i Panama, hvilket jo godt kunne blive lidt svært at forklare! Første check gik dog fint, og jeg fik hentet min bagage. Derefter kom jeg til 2. kontrol. En fyr (med gummihandsker) spurgte hvor længe jeg havde været i Costa Rica og jeg sagde 5½ måned. Så spurgte om han det var skole eller arbejde og jeg sagde bare ja. Så spurgte han om det var som en slags praktik og jeg tøvede lidt og fik mumlet noget lignende ja. Det var jo om at svare hurtigt, så det ikke var mistænksomt, men jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle svare, da jeg jo havde arbejdet ulovligt i Costa Rica, hvilket jo kunne få dem til at tvivle på mit ophold i USA. Så smilede han og sagde ”That works for me” og jeg skyndte mig at smile og sige tak :o) Han var udmærket klar over hvad jeg havde lavet i Costa Rica, da der er så mange unge mennesker der gør det. Så det var rart han bare sendte mig igennem uden det helt store forhør. Jeg kom med en bus hen til mit hotel, tæt ved lufthavnen, hvor jeg skulle tilbringe min første nat i staterne. Da jeg ikke har haft tv i Costa Rica fik jeg lige set lidt. Og endelig virkede min mobil igen, så jeg skyndte mig at sende nogle sms'er hjem for at sige jeg var kommet godt frem. Så klokken 2.30 kravlede jeg i seng, efter en lang drøj dag, med farvel til Costa Rica og goddag til Californien