Ja, så er jeg jo kommet om på den anden side af jorden og det er bestemt noget helt andet end det rolige Canada. Jeg er blevet indlogeret på et hotel i Dalat, en by med 250.000 indbyggere. Hotellet ejes af Michael (amerikaner på omkring de 60) og Ann (vietnameser på 24), derudover har de også V Cafe, som ligger på modsatte side af gaden...hvor jeg jo selvfølgelig får rabat, da jeg jo er det man vil kalde fastligger. Michael og Ann har to små drenge Michael Jr. på 15 måneder og Will på 4 måneder, og de er bare super søde. Jeg har fået et dejligt værelse med køleskab, elkedel, tv, skrivebord, klædeskab, eget bad og en dejlig seng...med myggenet (der mangler skam ingenting)! Mit værelse er vendt væk fra gaden, så der ikke er alt for meget støj fra gaden. Da jeg kom hertil søndag pakkede jeg ud og bagefter gik jeg en tur rundt i byen, inden jeg fik aftensmad og gik i seng. Mandag morgen blev jeg hentet klokken 7.30 og kørt 10 minutter til min nye arbejdsplads (troede jeg). Jeg blev modtaget af Thomas (hollænder) som står for hele foretagendet her i Vietnam. Han viste mig rundt 
på gartneriet og fortalte mig så, at her skulle jeg ikke arbejde! Nej nej, jeg skulle arbejde på et andet gartneri...25 km væk, svarende til en køretur på 40 minutter (så ja, det vil sige, at hver dage skal jeg sidde i en bus 40 minutter hver vej)! Så af sted det gik, ad snoede bjergveje, Dalat ligger nemlig i bjergene (hvilket er rigtig dejligt da det sænker temperaturen og vi er så højt oppe at malariamyggene ikke kan finde herop). Endelig kom vi til min nye arbejdsplads. Jeg blev introduceret til Nghia, der står for Kalanchoë her, samt hilste på resten af folket, mere eller mindre, da der i alt er 500 medarbejdere på hele gartneriet. Kalanchoë er kun en lille del af virksomheden og det er der jeg skal slå mine folder. Folk virker flinke, men de skal lige vænne sig til mig, da jeg jo er en del anderledes end den gængse vietnameser ;o) Med mine 163 er jeg jo høj og med min (brede) kropsbygning er jeg jo ikke det man vil kalde bette (hvilket de da heller ikke har udeladt at fortælle mig!!!) og ja, så er der jo også lige den detalje at min hudfarve er en anelse lysere, for slet ikke at snakke om mit hår! Jojo, jeg er jo nærmest det man vil kalde UNIQUE! Jeg glæder mig til at komme mere i gang med arbejdet, så jeg k
an lære folk og arbejdet at kende. Da en del af medarbejderne ikke er for gode til engelsk skaber det lidt af en barriere, men med et smil kan man jo komme langt....nogen siger endda man kan komme længst ;o) Jeg håber at kunne lære lidt vietnamesisk, sådan til husbehov (hotelbehov), men det er godt nok svært, da udtalen ikke er så lige til og ja, så minder alle ordene jo også om hinanden!Og nu spørger I sikkert alle, hvordan er vejret så derovre? Det er skam udmærket. Jeg blev varslet om regnsæson, ala monsun, hvor det kan regne i en uge konstant...men men men, så galt er det slet ikke. Vejret er flot om dagen og så regner det om eftermiddagen/aftenen, men ikke engang hver dag. Så det er jo lige som at være tilbaws i Costa Rica, så det vejr kan jeg jo ikke klage over. Luftfugtigheden er heller ikke så gal som jeg frygtede, da man jo godt kunne forestille sig det kunen være noget af en klam fornøjelse med 25-30 grader og regn! Men det kan selvfølgelig være jeg har vænnet mig til det? Og dog, luftfugtigheden er bestemt ikke noget at snakke om, da vi jo er i bjergene, så det er noget mere behageligt her, end den ene nat jeg tilbragte i Ho Chi Minh, hvor det nærmest var klæg. Så alt i alt er her sgu rart at være, så nu er jeg blot spændt på hvad de næste 3 måneder her i Vietnam byder på. Jeg vil i hvert fald gøre mit til at blive en ægte vietnameser med både spisepinde og min nye lampeskærm/hat :o)