Mandag morgen da vi stod op, vågnede guiden med en træls hovedpine. Så efter morgenmaden forbarmede Lars sig og gav mig en god gang massage, så jeg kunne få løsnet op i nakken, så min hovedpine forhåbentlig ville forsvinde. Da Lars og Mette rejste hertil, fik de at vide at Lars måske ville få problemer med sit pas i Thailand, da det kun var gyldigt 5 måneder efter udrejse...og det skulle være gyldigt mindst 6! Så for ikke at tage nogen chancer tog vi på den danske ambassade i Hanoi. Vi ville selvfølgelig allerhelst på sightseeing, men for pokker hvor ville det være træls for Lassie hvis han ikke kunne få lov at forlade lufthavnen i Bangkok og blev sendt med det første fly hjem. Så vi fik gennem Hanois gader og fandt, næsten i første hug, den danske ambassade. De kunne lave et nødpas til Lars, vi skulle bare lige skaffe et billede af ham. Så vi gik atter ud i Hanois gader for at finde en fotobutik...og det var altså ikke så lige til. Pigen på ambassaden havde sagt det var liiiige i nærheden. Vi ledte og ledte og spurgte om vej, men lige lidt hjalp det (det hjalp heller ikke på hovedpinen!). Vi måtte dog give fortabt og vendte tilbage til ambassaden for at spørge igen. Denne gang fik vi en adresse at gå efter, så endelig fandt vi en fotoforretning. Lars fik taget et par billeder, så fik vi os en forfriskning, mens vi ventede på billederne. Så gik vi retur til ambassaden, hvor de (Buddha hjælpe mig) holdt frokostpause. Nå, men receptionisten kaldte åbenba
rt på assistance, for kort efter kom der en DANSK kvinde ud til os og gav Lars papirerne han skulle udfylde. Derefter kunne hun lave et nødpas, som vi kunne hente et par timer senere. Vi var ikke så langt fra krigsmuséet, så der kunne vi jo gå hen imens, men sørme så, de har lukket mandage. Vi gik over på Lenin-pladsen der lå overfor muséet og gik rundt i parken derved. Vi besluttede os for at gå ned til Ho Chi Minh muséet, der heller ikke lå så langt derfra....som OGSÅ havde lukket mandage. Der lå en 1-pælet-pagoda (en pagoda der er bygget på 1 pæl) lige ved siden af, så der gik vi hen. Der var en del andre turister, sikkert nogle der heller ikke kunne komme ind på muséet. Varmen var simpelthen tyngende og vi var alle noget dvaske og min hovedpine hang som en tung sky over knolden på mig. Generelt var humøret i gruppen ikke fantastisk, da vi jo mere eller mindre havde brugt dagen på ingenting, da ambassaden havde taget en del tid, samt resten var lukket. Så vi søgte ly i skyggen, hvor vi kunne hvile en stund og vi fik os en is...det hjælper jo altid lidt på humøret. Vi gik tilbage til ambassaden, hvor Lars' pas var klar, HERLIGT! Så var det heldigvis klaret og der skulle ikke blive nogen problemer i Thailand. Da det havde været en lidt forvirrende dag besluttede vi os for at komme hjem og slappe af, gå ud og få aftensmad og så atter gå hjem på hotellet. Vi havde tv, så vi så en film inden det blev sengetid.
Mandag morgen da vi stod op, vågnede guiden med en træls hovedpine. Så efter morgenmaden forbarmede Lars sig og gav mig en god gang massage, så jeg kunne få løsnet op i nakken, så min hovedpine forhåbentlig ville forsvinde. Da Lars og Mette rejste hertil, fik de at vide at Lars måske ville få problemer med sit pas i Thailand, da det kun var gyldigt 5 måneder efter udrejse...og det skulle være gyldigt mindst 6! Så for ikke at tage nogen chancer tog vi på den danske ambassade i Hanoi. Vi ville selvfølgelig allerhelst på sightseeing, men for pokker hvor ville det være træls for Lassie hvis han ikke kunne få lov at forlade lufthavnen i Bangkok og blev sendt med det første fly hjem. Så vi fik gennem Hanois gader og fandt, næsten i første hug, den danske ambassade. De kunne lave et nødpas til Lars, vi skulle bare lige skaffe et billede af ham. Så vi gik atter ud i Hanois gader for at finde en fotobutik...og det var altså ikke så lige til. Pigen på ambassaden havde sagt det var liiiige i nærheden. Vi ledte og ledte og spurgte om vej, men lige lidt hjalp det (det hjalp heller ikke på hovedpinen!). Vi måtte dog give fortabt og vendte tilbage til ambassaden for at spørge igen. Denne gang fik vi en adresse at gå efter, så endelig fandt vi en fotoforretning. Lars fik taget et par billeder, så fik vi os en forfriskning, mens vi ventede på billederne. Så gik vi retur til ambassaden, hvor de (Buddha hjælpe mig) holdt frokostpause. Nå, men receptionisten kaldte åbenba
rt på assistance, for kort efter kom der en DANSK kvinde ud til os og gav Lars papirerne han skulle udfylde. Derefter kunne hun lave et nødpas, som vi kunne hente et par timer senere. Vi var ikke så langt fra krigsmuséet, så der kunne vi jo gå hen imens, men sørme så, de har lukket mandage. Vi gik over på Lenin-pladsen der lå overfor muséet og gik rundt i parken derved. Vi besluttede os for at gå ned til Ho Chi Minh muséet, der heller ikke lå så langt derfra....som OGSÅ havde lukket mandage. Der lå en 1-pælet-pagoda (en pagoda der er bygget på 1 pæl) lige ved siden af, så der gik vi hen. Der var en del andre turister, sikkert nogle der heller ikke kunne komme ind på muséet. Varmen var simpelthen tyngende og vi var alle noget dvaske og min hovedpine hang som en tung sky over knolden på mig. Generelt var humøret i gruppen ikke fantastisk, da vi jo mere eller mindre havde brugt dagen på ingenting, da ambassaden havde taget en del tid, samt resten var lukket. Så vi søgte ly i skyggen, hvor vi kunne hvile en stund og vi fik os en is...det hjælper jo altid lidt på humøret. Vi gik tilbage til ambassaden, hvor Lars' pas var klar, HERLIGT! Så var det heldigvis klaret og der skulle ikke blive nogen problemer i Thailand. Da det havde været en lidt forvirrende dag besluttede vi os for at komme hjem og slappe af, gå ud og få aftensmad og så atter gå hjem på hotellet. Vi havde tv, så vi så en film inden det blev sengetid.