Tirsdag stod den atter på bustur og selvom vi havde bestilt turen hos et andet selskab end om mandagen havde vi den damme guide, Viet. Men han var nu også så hyggelig og rigtig god til engelsk, så det var jo bare 10-4. Turens første stop var ved en fabrik for handicappede, hvor de lavede brugskunst. Det var vildt flot, men heldigvis også lidt dyrt, så det afholdte os fra at købe hele butikken. Vi kørte videre og ankom ved 11.30 tiden til at kæmpe tempel, der er speciel fordi den er bygget af en ny religion, der kombinere katholisme, kristendom og buddhisme. Templet var rigtig flot udsmykket i alle mulige farver. Klokken 12 begyndte ceremonien, så vi skulle gå op på balkonerne, så vi kunne kigge ned på ceremonien. Det var lidt interessant at se alle kvinder og mænd komme ind i deres hvide klæder og stille sig i et bestemt sted. Derefter gik de i gang med at synge og satte 
sig ned. Hele ceremonien varede kun 30 minutter, men vi kunne desværre kun se ca 15 minutter, da vi skulle videre på vores tur. Vi kørte en times tid og kom så til Cu Chi tunnelerne, der blev brugt af vietnameserne under krigen. Der var oprindeligt 200 km tuneler og gange under jorden, men da en del blev bombet i stykker er der ikke så mange af de originale gangsystemer tilbage. Tunnelerne blev brugt af Viet Con (fra nord) og var gravet næsten helt ind til Saigon, så de derved om natten kunne kravle frem og skyde mod amerikaner uden de vidste hvor det kom fra. Tunnelerne var utrolig effektive og indeholdt alt for at vietnameserne kunne overleve dernede, blandt andet køkkener, hospitaler, soveværelser mm. Vi gik rundt i området og så nogle af indgangene, der var meget små, hvilket også havde gjort det svært for amerikaner at komme ned i tunnelerne. Vi så hvordan vietnameserne havde lavet fælder og hvordan de sk
ilte amerikanske våben ad, for selv at bruge dem. Vi kunne også få lov til at komme ned og gå i nogle af tunnelerne, som Lars gjorde sammen med næsten alle de andre turister. Men Mette og jeg skulle dæleme ikke derned. Gangene var så små man skulle gå fremad i hugstilling og de var 4-6 meter under jorden...puhada...det kunne ja da bare slet ikke lige tænke mig at udsætte mig selv for. Som jeg sagde til Mette ”jeg springer gerne ud af en flyver, men de tunneler skal jeg ikke klemmes ned i!”. Derudover kunne man prøve (mod betaling) at affyre våben på en skydebane. Det ville menig Pedersen selvfølgelig gerne, men det vidste sig, at det ikke var nogen våben han ikke allerede havde prøvet. Så han sprang over og lod de skydegale amerikanske turister komme til! Så var det blevet til at køre tilbage til Saigon, så vi var atter retur ved 18-tiden, efter en dag i religionen og krigens tegn.
Tirsdag stod den atter på bustur og selvom vi havde bestilt turen hos et andet selskab end om mandagen havde vi den damme guide, Viet. Men han var nu også så hyggelig og rigtig god til engelsk, så det var jo bare 10-4. Turens første stop var ved en fabrik for handicappede, hvor de lavede brugskunst. Det var vildt flot, men heldigvis også lidt dyrt, så det afholdte os fra at købe hele butikken. Vi kørte videre og ankom ved 11.30 tiden til at kæmpe tempel, der er speciel fordi den er bygget af en ny religion, der kombinere katholisme, kristendom og buddhisme. Templet var rigtig flot udsmykket i alle mulige farver. Klokken 12 begyndte ceremonien, så vi skulle gå op på balkonerne, så vi kunne kigge ned på ceremonien. Det var lidt interessant at se alle kvinder og mænd komme ind i deres hvide klæder og stille sig i et bestemt sted. Derefter gik de i gang med at synge og satte 
sig ned. Hele ceremonien varede kun 30 minutter, men vi kunne desværre kun se ca 15 minutter, da vi skulle videre på vores tur. Vi kørte en times tid og kom så til Cu Chi tunnelerne, der blev brugt af vietnameserne under krigen. Der var oprindeligt 200 km tuneler og gange under jorden, men da en del blev bombet i stykker er der ikke så mange af de originale gangsystemer tilbage. Tunnelerne blev brugt af Viet Con (fra nord) og var gravet næsten helt ind til Saigon, så de derved om natten kunne kravle frem og skyde mod amerikaner uden de vidste hvor det kom fra. Tunnelerne var utrolig effektive og indeholdt alt for at vietnameserne kunne overleve dernede, blandt andet køkkener, hospitaler, soveværelser mm. Vi gik rundt i området og så nogle af indgangene, der var meget små, hvilket også havde gjort det svært for amerikaner at komme ned i tunnelerne. Vi så hvordan vietnameserne havde lavet fælder og hvordan de sk
ilte amerikanske våben ad, for selv at bruge dem. Vi kunne også få lov til at komme ned og gå i nogle af tunnelerne, som Lars gjorde sammen med næsten alle de andre turister. Men Mette og jeg skulle dæleme ikke derned. Gangene var så små man skulle gå fremad i hugstilling og de var 4-6 meter under jorden...puhada...det kunne ja da bare slet ikke lige tænke mig at udsætte mig selv for. Som jeg sagde til Mette ”jeg springer gerne ud af en flyver, men de tunneler skal jeg ikke klemmes ned i!”. Derudover kunne man prøve (mod betaling) at affyre våben på en skydebane. Det ville menig Pedersen selvfølgelig gerne, men det vidste sig, at det ikke var nogen våben han ikke allerede havde prøvet. Så han sprang over og lod de skydegale amerikanske turister komme til! Så var det blevet til at køre tilbage til Saigon, så vi var atter retur ved 18-tiden, efter en dag i religionen og krigens tegn.