Søndag morgen blev vi hentet klokken 7, da vi skulle til lufthavnen og flyve til Ho Chi Minh City (byen hedder oprindeligt Saigon, men for at ære den kære Ho Chi Minh er byen blevet opkaldt efter ham, efter hans død). Det var en kort flyvetur på 40 minutter, så det var jo hurtig klaret. Da vi kom til Saigon (det er kortere at skrive) tog vi en taxi til et hotel jeg var blevet anbefalet. Det var dog fyldt op, så vi tog nabohotellet og fik et fint 3 personers værelse, med en skøn udsigt til en betonvæg! Da det var ved at være middagstid gik vi ud for at finde frokost og for at kigge på byen. Vi blev enige om at gå op og besøge krigsmuséet, som jeg havde fået anbefalet, hvis man da er interesseret i Vietnam-krigen. Vi gik igennem en park derop og gjorde holdt i skyggen. For lige som i Hanoi er Saigon varm og fugtig, så man skal ikke bevæge sig meget rundt for at blive helt klistret. Slet ikke når man som jeg går rundt i lange bukser og langærmet trøje, for at beskytte huden. Der var midda
gslukket da vi kom til muséet, så vi skulle lige vente en 20 minutters tid. Det var godt vi var der lige da de åbnede igen, for i løbet af en halv times tid kom der knap 200 mennesker. Muséet fortæller om krigens forskellige ”højdepunkter”. Der er udstillet våben, billeder af folk der er forsvundet, billeder taget af journalister der var med i første skudrække. Billeder af amerikanske soldater, billeder af krigens ofre og alt for mange billeder af børn der var/er født misdannet som følge af alle de kemikalier der blev smidt ud over området. Der var også et område der var en rekonstruktion af et fængsel, som tegninger af forskellige tortur metoder...jojo, vi blev ikke sparet for noget! Sidste stop var i et rum, hvor man kunne se avisudklip, plakater og bannere fra hele verden, der støttede Vietnam og ønskede krigen skulle stoppe. Det var en skrap oplevelse at se alle de frygtelige billeder og der er ingen tvivl om at der var en skrækkelig krig. Jeg er dog glad for, at jeg her i Vietnam har mødt 5-6 amerikanske krigs
veteraner og hørt om deres oplevelser, som heldigvis ikke kun indebar død og ødelæggelse. Bagefter gik vi tilbage til turistområdet vi boede i og stoppede forbi Highland Coffee, der er et lækkert kaffested, som vi første gang stiftede bekendtskab med i Hanoi. Stedet er lidt dyrere men rigtig lækkert og bare deres aircondition var værd at betale for! Efter at være blevet kølet af gik vi hjem til hotellet for at blive frisket op inden vi skulle ud og have aftensmad. Vi fandt et lille sted og fik burgere...mums. Selvom jeg er en stor fan af (fedtfattige) ris, er en burger altså ikke at sige sgu til ;o) Lars og jeg valgte at bestille dessert, de havde nemlig pandekager med æblekompot på menuen...namme namme, Vietnam! Derefter var det tid til at komme hjem og se hvilken film der var i fjernsynet, inden det var sengetid.
Søndag morgen blev vi hentet klokken 7, da vi skulle til lufthavnen og flyve til Ho Chi Minh City (byen hedder oprindeligt Saigon, men for at ære den kære Ho Chi Minh er byen blevet opkaldt efter ham, efter hans død). Det var en kort flyvetur på 40 minutter, så det var jo hurtig klaret. Da vi kom til Saigon (det er kortere at skrive) tog vi en taxi til et hotel jeg var blevet anbefalet. Det var dog fyldt op, så vi tog nabohotellet og fik et fint 3 personers værelse, med en skøn udsigt til en betonvæg! Da det var ved at være middagstid gik vi ud for at finde frokost og for at kigge på byen. Vi blev enige om at gå op og besøge krigsmuséet, som jeg havde fået anbefalet, hvis man da er interesseret i Vietnam-krigen. Vi gik igennem en park derop og gjorde holdt i skyggen. For lige som i Hanoi er Saigon varm og fugtig, så man skal ikke bevæge sig meget rundt for at blive helt klistret. Slet ikke når man som jeg går rundt i lange bukser og langærmet trøje, for at beskytte huden. Der var midda
gslukket da vi kom til muséet, så vi skulle lige vente en 20 minutters tid. Det var godt vi var der lige da de åbnede igen, for i løbet af en halv times tid kom der knap 200 mennesker. Muséet fortæller om krigens forskellige ”højdepunkter”. Der er udstillet våben, billeder af folk der er forsvundet, billeder taget af journalister der var med i første skudrække. Billeder af amerikanske soldater, billeder af krigens ofre og alt for mange billeder af børn der var/er født misdannet som følge af alle de kemikalier der blev smidt ud over området. Der var også et område der var en rekonstruktion af et fængsel, som tegninger af forskellige tortur metoder...jojo, vi blev ikke sparet for noget! Sidste stop var i et rum, hvor man kunne se avisudklip, plakater og bannere fra hele verden, der støttede Vietnam og ønskede krigen skulle stoppe. Det var en skrap oplevelse at se alle de frygtelige billeder og der er ingen tvivl om at der var en skrækkelig krig. Jeg er dog glad for, at jeg her i Vietnam har mødt 5-6 amerikanske krigs
veteraner og hørt om deres oplevelser, som heldigvis ikke kun indebar død og ødelæggelse. Bagefter gik vi tilbage til turistområdet vi boede i og stoppede forbi Highland Coffee, der er et lækkert kaffested, som vi første gang stiftede bekendtskab med i Hanoi. Stedet er lidt dyrere men rigtig lækkert og bare deres aircondition var værd at betale for! Efter at være blevet kølet af gik vi hjem til hotellet for at blive frisket op inden vi skulle ud og have aftensmad. Vi fandt et lille sted og fik burgere...mums. Selvom jeg er en stor fan af (fedtfattige) ris, er en burger altså ikke at sige sgu til ;o) Lars og jeg valgte at bestille dessert, de havde nemlig pandekager med æblekompot på menuen...namme namme, Vietnam! Derefter var det tid til at komme hjem og se hvilken film der var i fjernsynet, inden det var sengetid.