10. december 2008

Hjemrejse og ankomst til Danmark :o)

Min hjemrejse begyndte fredag den 7. november i Saigon, i Vietnam. Jeg skulle flyve klokken 21, til Bangkok, hvor jeg ankom 22.30. Derefter havde jeg 2 timers ventetid i Bangkok, inden jeg kom med en flyver mod Helsinki. Det var en flyvetur på 10½ time. Tiden gik dog så nogenlunde og jeg fik endda sovet lidt, eftersom jeg havde haft en lang dag. Klokken 6 lørdag morgen (8. november) landede vi i Helsinki. Der havde jeg 3 timers ventetid, hvor jeg gik og kiggede lidt på butikker med julepynt (!!!!) og mummitrolde. Jeg fik da også købt mig en lille mummi-nøglering, så kan jeg da sige jeg har været i Finland. Klokken 9.30 fløj jeg videre til København, der heldigvis var en kort tur på 1½ time, hvor jeg landede i København klokken 10. Det var helt spøjst at alle lige pludselig snakkede dansk omkring mig og alle butikker var velkendte og at priserne var VILDT høje! Jeg havde kun 1 times skift i København, så jeg skyndte mig ned til check-in skranken for at forhøre mig om min bagage nu også ville komme hele vejen til Billund. Det forsikrede damen mig om, at de nok skulle, så jeg gik den lange vej fra udenrigs til indenrigs lufthavnen. Så kom jeg afsted på min sidste flyvning i denne omgang, på 40 minutter til Billund. Det var en dejlig kort tur og lige pludselig var jeg i Billund. Jeg gik ind for at hente min bagage, men da alle andre var gået og der kun var 5 tasker tilbage på båndet måtte jeg jo nok erkende at min bagage ikke var kommet med flyveren. Jeg fik efterlyst min bagage, som manden bag skranken kunne se stadig var i København, så han lovede det ville blive kørt hjem til mig søndag. Så da det var ordnet gik jeg ud til ankomsthallen, hvor jeg fik en herlig velkomst af mor, far, Mette, Lars og Bedstemor. Hvor var det bare dejligt at se dem :o) De havde et kæmpe skilt med og stod hver især med et flag fra min rejse og havde også hver en hat på fra rejsen. Jamen altså, som de havde gjort noget ud af det. De var glade for at se mig, men også lidt overrasket over at jeg kun kom med min lille rygsæk. Jeg fik forklaret at resten var på vej, så vi kunne roligt køre hjem. Jeg kørte med far hjem og selvom det var 15 måneder siden jeg havde været i DK så alting ud som det plejede :o) Da vi kom hjem til far fik vi rugbrødsmadder med leverpostej og makrel....namme nam :op Om eftermiddagen kørte vi over til mor, hvor vi spiste aftensmad med mor, Mette, Lars og Bedstemor og menuen bestod af flæskesteg, rødkål og kartofler....endnu mere mums! Hvor var det bare dejligt at være hjemme i gode gamle DK og være sammen med familien :o)