18. juli 2010

Bondegårdsferie hos Mette og Lars

Nu hvor Mette er på barsel og jeg har ferie, har jeg lige været på en bette ferie hos Mette og Lars i Sdr Bork. Mandag aften, efter arbejde, tog jeg ud til dem og var først derude omkring 23, så jeg satte mit telt op med det samme, så det var klar til natten. Bagefter hyggede vi lidt på sofaen inden det var sengetid. Det er allerede en måned siden jeg sidst har set min lille niece, så der er sket en masse. Det er jo om at følge med...og tage en masse billeder ;o)
Tirsdag tog Lars på arbejde og Mette skulle til noget efter-fødsels gymnastik. Så jeg blev hjemme og bagte pitabrød og pølsehorn. Da Mette kom hjem fik vi lige ryddet op i fryseren, så der er styr på hvad der er hvor. Så fik vi frokost og blev enige om at vi vist skulle have os en middagslur. Så vi lagde Lille-Pigen i barnevognen og så tog vi en frilufts-lur i mit telt. Om eftermiddagen slappede vi af og forberedte aftensmad, til Lars kom hjem. Efter maden skulle Lille-Pigen i bad, da hun lige som os andre også sveder og bliver lidt klistret i varmen. Om aftenen gik vi en tur med Darko og Lille-Pigen, inden vi landede på sofaen og så en rigtig spændende psykologisk thriller, Shutter Island. Onsdag sov vi lidt længe og gjorde os derefter klar til at tage på tur. Mette har aldrig været særlig hurtig til at komme ud af døren...og det er ikke rigtig blevet bedre nu hvor hun også skal gøre Lille-Pigen klar, så vores formiddagstur startede lige omkring middag ;o) Vi kørte til Tarm, hvor der var kræmmermarked. Vejret var superflot, så det var lige før at det var for varmt for os. Vi tog en pause i skyggen under et stort træ, så Lille-Pigen kunne få mad og en tør numse. Mette fandt som sædvanlig et par småting, der ville tage sig pænt ud hjemme på gården, plus en masse praktiske ting til den lille. Og jeg fandt også det jeg ledte efter, en ostehøvl, til 2 kr :o) Vi var atter retur i Sdr Bork midt på eftermiddagen, der var dog ikke tid til en lur, da vi skulle i gang med at forberede gourmetmiddag på grill! Menuen bestod af hjemmelavet agurkesalat, hjemmelavet kartoffelsalat og kylling på dåse.
Så begge salater skulle forberedes og så på køl et par timer. Derefter skulle der startes op i grillen, som tog ALT for lang tid, pga lidt for gamle briketter...tsk tsk! Kylling blev marineret og så fik den en halv dåseøl i måsen, så den fint kunne stå og stege i grillen. En time senere kunne vi nyde maden i det fri, mums! Efter aftensmaden kom mor, Bonne og pigerne forbi. Bonne og pigerne (moster og kusiner) var på en lille ferie hos mor i Newl. De havde også været på tur hele dagen, så vi sad uden for og slappede af og nød det gode vejr. De fik også lige lov til at være med til et ble-skifte...sikke en ære ;o)
Det var hyggeligt at se dem og vi sagde pænt farvel omkring kl 23. Det var begyndt at blæse op, så Mette ville gerne have at jeg sov indenfor. Men næ nej, det er jo at snyde! Så jeg listede i teltet, hvor der var godt ryk i teltdugen...men ikke mere end at jeg da faldt i søvn.
Torsdag morgen var det op og pakke teltet sammen og få lidt morgenmad, inden Mette kørte mig til toget, så jeg kunne komme retur til Esbjerg og på arbejde. Det var rigtig dejligt med et par dage sammen med søster, det sker jo ikke så ofte længere. Det var også skønt at få lov at lege moster og nyde min dejlige lille niece :o)