I går, lørdag, var jeg på sightseeing i Melbourne sammen med Si (udtales ligesom Sai i Saigon). Si bor her hos Trevor, er 29 år og læser marketing...og så er hun fra Thailand. Så jeg kan så fint sige; "Si, who's a Thai, and I went sightseeing" :o) Vi tog hjemmefra lidt over 9 og ankom til centrum kl 10. Derfra gik vi hele vejen op af Swanson Street (hovedgaden) mod Queen Victoria Market. På vejen blev vi stoppet af nogle folk der kæmpede for lige rettigheder til ægteskab, så homoseksuelle også kan blive gift. Da Si, på vej ind til byen, lige havde fortalt mig at hun har en pigekæreste, synes jeg det var SUPER relevant for os at skrive under på de papirer. Si var ikke helt med på ideen og virkede umiddelbart en smule flov...det blev heller ikke så meget bedre af, at jeg først skrev under og så rakte hende papiret og sagde "here you go, Honey!" :o)
Vi prøvede at holde masken så godt vi kunne, mens Si skrev under og den venlige pige ved standen snakkede om en demonstration for "same sex marriage" der foregår om 2 uger, som vi virkelig burde tage til. Hvis jeg kan få Si overtalt, skal vi da helt klart ud og kæmpe for vores rettigheder til at gifte os med en partner af samme køn! Efter denne lille episode var vi et par og "honeys" resten af dagen, hvilket vi havde meget sjov med :o) Nå, men uden flere forhindringer ankom vi til Queen Victoria Market. Si har kun været der en gang før, for nogle år siden og jeg har hørt det er et besøg værd, så det var dagens første udflugtsmål. Markedet var kæmpe og man kunne få alt fra delikatessevarer, vin, frugt, grønt og kød, til tøj og souvenirs. Efter en times tid synes vi, at vi var kommet godt omkring det vi skulle se og begav os videre på vores lille tur. Fra
markedet to vi en tur påCity Circle Tram, der er en gratis sporvogn, som kører rundt i centrum og fortæller om de steder den passerer undervejs. Da vi kom til Parlamentet steg vi af og tog en masse fine billeder af bygningerne. Vi kunne desværre ikke komme ind og se parlamentet igår, men ellers skulle det være muligt at komme på guidet rundtur. Efter en kort fotosession steg vi på den næste City Circle Tram der kom forbi og kørte med til Dockland Park. Herfra gik vi hele vejen langs Yarra River retur mod Centrum. Skolen skinnede fra en skyfri himmel, så det var mere end almindeligt varmt at gå den lange vej. Derfor gjorde vi holdt ved Crown Casino, hvor vi gik ind og nød lidt frokost og koldt at drikke. Derefter tog vi et kig på alle de butikker, hvor vi ikke har råd til at handle. Da vi atter var retur i centrum kom Si i tanke om, at hun skulle købe en bog til hendes studie, så vi gik hele vejen op til Melbourne
University, i den anden ende af centrum, for at købe bogen. Vi var efterhånden ved at være godt mærket af varmen og de mange kilometer i benene, så turen retur til Flinders Street og Federation Square gik knap så hurtig. Da vi var retur ved Federation Square søgte vi ly for solen i Skt Pauls Katedral. Vi sad og slappede af der i en 20 minutters tid, inden vi mødtes med O. Vi skulle nemlig følges med hende til Mumba Festival. Jeg ved ikke helt hvad Mumba står for og hvad temaet er for denne festival, men der var i hvert fald boder og tivoli over det hele langs Yarra River, på både den ene og anden side. Efter en times tid mødtes vi med Tina, der kom fra arbejde. Tina og O ville rundt og kigge lidt på boderne, men Si og jeg var fuldstændige færdige efter vores lange dag i byen. Så vi gik tilbage til Flinders Street og tog toget hjem til Mont Albert. Da vi var alene hjemme skulle vi selv sørge for aftensmad, så vi gik direkte over og fik noget at spise. Resten af aftenen slappede jeg af og fik mig et bad, inden jeg gik i seng, fuldstændig færdig i benerne og hovedet.