13. marts 2011

Wienerbrød - aka Danish Pastry

For et par uger siden sagde jeg til Trevor og de andre, at jeg gerne vil bage en omgang dansk wienerbrød til dem, så de kan smage hvordan det rigtigt skal smage. Her kan man købe Danish Pastry, som skulle være wienerbrød, det er dog oftest med blåbær og abrikos og ikke ligesom en gu'r gammeldaws dansk stang wienerbrød.
Så da jeg ingenting havde i kalenderen i dag, annoncerede jeg i fredags, at jeg ville invitere på hjemmebag. Naomi bad mig komme med en opskrift, så vi sammen kunne se om alt hvad jeg skulle bruge var i køkkenet. Hun var også så venlig at vise mig, hvor de forskellige ting og sager er og hvordan man tænder ovnen. Det eneste jeg skulle ud at købe til mit bette projekt var mandler, gær og kagecreme. Mandlerne fandt jeg uden besvær, men de andre to ingredienser var knap så lige til at finde. Jeg fik hjælp af en ung mand i et supermarked til at finde noget der gerne skal blive til kagecreme. Det hedder custard og kan løseligt oversættes til creme...hvilket det også så ud til at være på kartonen. Nu jeg havde fat i den unge mand, spurgte jeg om de også havde frisk gær, det havde de dog ikke. Så her til morgen ringede jeg til det nærmeste bageri for at høre om jeg måtte komme forbi og købe 50 g frisk gær...og det måtte jeg :o) Så 20 minutter senere vendte jeg hjem med en klump gær, som jeg ikke engang skulle betale for, da det jo bare var en lille klat, som ekspedienten sagde...venligt at hende :o) Så til middag gik jeg i gang med mit projekt "Danish Pastry". Jeg havde hele Trevors
hus for mig selv, så jeg kunne i fred og ro gå og hygge i køkkenet, mens jeg lyttede til gamle klassikere på radioen. Naomi havde advaret mig om, at det kunne være lidt svært at lave, da hun har prøvet det før, men jeg synes det gik ganske fint...men nu er jeg jo efterhånden også en erfaren bagermester ;o) Så vupti vupti, klokken 15 var der lun wienerstang til alle. Opskriften var til to, og de var hævet ganske meget, så der var masser af kage til alle. De andre var meget spændte og synes det var rigtig lækkert. Det var også rigtig lækkert, men ikke så luftigt og sprødt, som wienerbrød er fra bageren. Det kan være det bliver det næste gang...det bliver sikkert ikke sidste gang jeg prøver det :o) Billeder fra projektet og opskriften ligger på picasa.