Onsdag morgen stod vi op klokken 7 og kørte fra Devonport omkring 7.30, for at køre de 80 km til Cradle Mountain. Vi havde fået at vide at det ville tage ca 2 timer...come on, 80 km?? Men det viste sig at vejene var op og ned og snoede hele vejen, så det endte med at tage 2 timer. Vi ankom til Cradle Mountain visitor center, hvor vi lod bilen stå og tog en shuttle bus op til Dove Lake parkeringsplads, hvorfra vi skulle gå. Vi var glade for at vi havde ladet bilen stå, da den 20 minutters køretur til Cradle Mountain var snoet og vejen var knap nok bred til en bil, så bussen blev nødt til at holde ind på små vigepladser hver gang en modkørende kom. Da vi ankom til Dove Lake skulle vi indskrive os i en logbog, så de vidste hvor mange vi var, hvornår vi var gået og hvor vi gik hen, i tilfælde af nogen ikke kom retur til aften. Vi var blevet advaret om at vejret sjældent var godt ved Cradle Mountain og at der sagtens kunne være skyer på toppen, så vi var kommet af sted i rigeligt tøj. Men da vi jo er et par heldige kartofler havde vi selvfølgelig høj sol fra en smuk blå og skyfri himmel, så vi kom hurtigt at de ekstra trøjer og fik i stedet smurt solcreme i femøren. Første stop på vores rute var Marion's Lookout, som vi kunne komme til via to ruter, enten "uphill" eller "steep and rough" og de tog begge ca en time, selvom "uphill" var ca dobbelt så lang. Da vi jo er et par frisk unge pige tog vi da "steep and
rough"....og jeg skal love for at vi fik "steep and rough" for alle pengene! Jeg synes allerede mine ben var lidt ømme fra tirsdagens tur til Wine Glass Bay, så de føltes noget tunge på vej op...puhada, jeg lød som et bette lokomotiv sådan som jeg prustede (så meget for at være i god form)! Nå, men vi nåede da Marion's Lookout og kunne nyde en helt fantastisk udsigt over Dove Lake og med udsigt til Cradle Mountain der var dagens næste og helt store mål. Efter vores noget hårde omgang "steep and rough" prøvede jeg at overtale Chelsea til at vi bare sagde at vi var på toppen af Cradle Mountain, for ingen der hjemme ville jo kunne vide, hvis ikke vi gik derop....men den gik ikke! Så af sted vi gik, hen over nogle bakker, med det alt for store og stejle bjerg forude. Vi kunne se noget af stien op af bjerget, men kunne se at man længere oppe skulle krydse over, da man ikke længere kunne gå lige op. Der var jo ikke andet for at hanke op i os selv og begynde
opstigningen. Det første stykke gik vi lige op, hvor stien blev mere og mere grov. Da vi kom op til hvor vi skulle gå på tværs af bjerget begyndte "stien" at blive til store sten vi skulle gå på. Efter noget tid var "stien" væk og vi skulle til at kravle/klatre på store sten hele vejen op af bjerget. Det var godt nok noget af en omgang og jeg ventede bare på at Chelsea skulle spørge om vi ikke bare skulle stoppe, men nej nej, hun sprang af sted som en bette bjergged, så kunne gamle jeg komme halsende bagefter! Vi mødte også nogle der allerede var på vej ned igen, som sagde at selvom det var en stejl og hård tur, var udsigten det hele værd og at det ville være lettere at komme ned igen, selvom det nu ikke så sådan ud! Efter 1½ time op af bjerget nåede vi toppen! WOW... sikken en udsigt! Vi kunne nærmest se hele Tasmanien derfra ;o) Som nævnt var vejret jo helt fantastisk, så vi var fuldstændig badet i sved efter den hårde tur op...og vores vandflasker var næsten tomme. Der var rigtig mange mennesker på toppen, som nød en velfortjent pause i 1545 meters højde. Der var endda nogle der havde taget deres børn med...hvilket man nok kunne diskutere hvor forsvarligt det var! Nå, men da vi havde fået taget en masse billeder nød vi vores medbragte peanutbutter sandwich og et æble, inden vi begyndte den lange og stejle tur ned af bjerget. Jeg var noget nervøs for at mine små knæ ville
begynde at strejke på nedturen, da vi brugte så meget energi på at komme op, men det gik heldigvis godt :o) Det var godt nok dejligt at komme ned på nogenlunde plan grund igen, da lårene var ved at være noget ømme. Så da vi kom til Marion's Lookout sagde jeg til Chelsea at jeg meget gerne ville med "uphill" ruten retur, hvilket hun var helt enig i. Meeen på mystisk vis fik vi drejet forkert et eller andet sted, så vi endte på "steep and rough" igen!!! Så med møje og besvær fik vi stavret os hele vejen ned, som et par gamle damer ;o) Klokken 16.20 var vi retur ved Dove Lake parkeringsplads, så vi havde taget hele turen på 6 timer, hvilket vi var ret stolte af, da turen var sat til at tage mellem 6 og 8 timer...men vi er jo et par små vakse damer, der er let til bens ;o) Vi kom med en shuttle bus retur til bilen og blev enige om bare at køre retur til Devonport, da vi var fuldstændige møre. På vejen snakkede vi om hvad vi kunne tænke os til
aftensmad og vi blev enige om at vi vist havde fortjent en pizza, så vi stoppede forbi et pizzaria i Devonport og fik os en lækker familiepizza "med det hele". Vi gjorde også lige stop ved at supermarked for at proviantere til de næste par dage. Da vi kom retur til vores hostel nød vi vores pizza, som på forunderlig vis blev spist...så jeg går ud fra Chelsea og jeg udgør en hel familie ;o) Bagefter stod den på et varmt bad for at rense overskydende sved og solcreme af, inden den stod på total afslapning resten af aftenen. Der var kommet to piger ind på vores værelse og vi snakkede lidt med dem, mens vi planlagde torsdagens tur retur til Hobart. Jeg fik også lige ringet hjem til Nicolai, hvor jeg kunne fortælle at vores ferie gik helt fantastisk :o)