6. juni 2011

De sidste to skoleuger :o)

De sidst to uger har primært stået på afslutning og opsamling i mine fire fag. Samtidig har jeg skrevet min sidste opgave, som jeg fik afleveret i fredags. Ellers er jeg begyndt at læse til eksamen, så jeg er klar, når det går løs på fredag og næste onsdag. Det er ikke til at forstå at jeg nu er færdig med skole hernede og at der ikke er længe til at jeg har sommer/vinterferie :o) Jeg har også fået to af mine store opgaver retur, hvor jeg har fået 84 point ud af 100 for den ene og 38 point ud af 40 for den anden, så det var bare fantastisk :o) Er super glad for at det gik så godt, nu hvor jeg havde brugt så meget tid på dem. Det betyder også at jeg kan slappe en smule af med eksamenslæsning ;o)
Ud over skole er der ikke sket så meget. Jeg har fået lavet en lille rejseguide til Far, så han kommer godt herned...nu er der jo kun 11 dage til at han flyver hjemmefra! Sidste søndag fejrede Mette og Lars Nannas allerførste fødselsdag, som jeg var lidt øv over at jeg ikke var hjemme til. Men så må jeg jo fejre hende næste år :o) Jeg havde sendt to små t-shirts hjem til hende, så hun kan blive aussie-smart. Mandag var Si og jeg et smut inde i byen og besøgte en frisør, da vi begge trængte så frygtelig til at få trimmet lokkerne. Vi fandt en koreansk frisør og for knap 200 kroner fik jeg vasket, klippet og stylet mit hår...og jeg er blevet rigtig glad for det. Om aftenen havde Tina cupcakes med hjem til os, så billedet er mig med en superlækker skumfidus-chokolade cupcake...og min nye frisure! Tirsdag fik jeg en rigtig dejlig overraskelse...en æske med 12 lange røde roser, fra min dejlige kæreste :o) Det var super sødt og jeg blev rigtig glad for dem, og her 6 dage efter står de stadig og pynter på mit skrivebord.
I lørdags var Si og jeg på Victorian Market for at kigge på lidt souvenirs og en fødselsdagsgave til mor. Da vi kom hjem fik vi en middagslur, for om aftenen skulle vi i byen med Susanna og JC. Efter aftensmad fik vi lidt vin, inden vi tog toget ind til byen klokken 22.30. Vi gik på Crown Casino, hvor vi fandt en bar/disco, hvor vi fik lidt at drikke og en sving-om. Da de lukkede klokken 2.30 fandt vi et andet diskotek, hvor vi festede og dansede til de lukkede klokken lidt i fem. Bagefter købte Susanna og JC lidt natmad og da vi var godt trætte og ikke kunne nå at fange den sidste natbus hjem, tog vi en taxa. Så lidt i 6 var vi hjemme og jeg kunne lige ringe til Nicolai og sige godnat, inden jeg selv gik til køjs. Det havde været en rigtig hyggelig aften og det var sjovt at prøve at være i byen hernede.
I går søndag stod jeg op klokken 10 og så stod den ellers på eksamenslæsning resten af dagen...gaaaab! Dog afbrudt af en lille tur på cafe, med Si, Susanna og Trevor. Om aftenen spillede vi lidt kort og så tv, inden det blev sengetid. Så ja, der er ikke sket super meget de sidste par uger, da eksamenslæsning fylder en del. Men når eksamen så er veloverstået om 10 dage så venter der FERIE forude....jubii!