7. juni 2012

Miniferie i Svendborg

Sidste indlæg sluttede med at jeg var klar til at drage til Svendborg, og som skrevet, så gjort :) Torsdag eftermiddag drog jeg syd på og klokken 18.00 landede jeg i Svendborg, hvor Janni tog i mod mig på banegården. Det var rigtig dejlig at se hende og hele aftenen gik med hygge og snak, da vi lige havde 1½ år vi skulle samle op på. Fredag tog Janni på arbejde og jeg fik lov at sove længe...så jeg stod op klokken 11.30! Jeg fik ikke så meget ud af formiddagen og eftermiddagen gik med at læse bøger og blade inden jeg gik ned i byen for at mødes med Janni. Om aftenen fik vi lidt lækkert aftensmad inden vi mødtes med et vennepar og gik ned i byen til Open by Night. Vi fik handlet en smule og endte på en hyggelig cafe, hvor vi fik varm kakao og kaffe. Da vi var retur knap midnat så vi en film, da kaffen havde bevirket at vi ikke rigtig var trætte. Bagefter snakkede vi og dermed blev klokken faktisk 4.30 inden vi gik til ro! 
Lørdag var vi først oppe godt hen på formiddagen, men vi skulle jo hellere ikke nå noget, så skidt pyt. Da vi havde fået morgenmad cyklede vi ned i byen og tog på Naturama. Det er et museum, med en masse udstoppede dyr der lever eller har levet i Danmark. Det var rigtig spændende og Janni og jeg gik løs på alle de sjove tests og børneudklædningen. Vi fandt en masse udklædningstøj, som vi havde det rigtig sjovt med, selvom det var lidt for småt. Og det var på INGEN måde pinligt at stå der og fjolle i udklædningstøj, da en flok på guidet rundvisning kom forbi! Dagen på Naturama sluttede med en særudstilling om Karen Blixen, hvor vi fik en guidet tur....ganz gespandt. Efter en hyggelig eftermiddag med et kulturelt indhold cyklede vi hjem og slappede af igen. Janni lavede lækker mad og jeg læste i en bog. Om aftenen hyggede vi med en omgang Bezzerwizzer og blødende chokoladekage :oP
Søndag havde Janni tilmeldt os en omgang "stram op" i Fitness, så op med os kl 8 og afsted til Fitness. Det var rigtig sjovt at være med til og dejligt at få sig rørt. Da vi kom hjem fik vi morgenmad og smurte så en madpakke, vi skulle nemlig på cykeltur Tåsinge rundt. Vejret var let overskyet, med en jævn vind, hvilket vil sige at det på ingen måder var varmt, med mindre man kunne finde et sted i solen med læ. Men vi skulle jo også cykle os til varmen, så på den måde var vejret, sådan set ok. Turen Janni havde fundet hed "Kærlighedsruten", meeen det var nu ikke a whole lot of loving vi oplevede på den tur ;) Trods den manglende kærlighed, havde vi en rigtig dejlig tur øen rundt, inklusiv en tur forbi Valdemar Slot, Nørreskoven, Vemmenæs, Monnet (et fuglereservat/område) og Bregninge Kirke. Inden vi cyklede tilbage til Svendborg nød vi en meget velfortjent is. Turen var omkring 60 km og tog 5½ time, hvilket resulterede i lidt trætte ben og bag og for Jannis vedkommende også et ømt knæ (men hun er jo også 28!). Da vi kom hjem hoppede vi i bilen og kørte ned i byen for at hente burger...det havde vi helt bestemt fortjent :) Aftenen stod så på afslapning og endnu en omgang Bezzerwizzer inden det blev sengetid. Mandag morgen cyklede vi sammen ned i byen, hvor jeg hoppede på toget hjem til fastlandet. Det havde bare været en super god, hyggelig og sjov weekend, som vi forhåbentlig for mulighed for at gentage inden der igen er gået 1½ år :)
Mandag da jeg kom hjem stod den på redigering af Beboernyt og lignende praktiske gøremål, inden jeg klokken 17 skulle til praksisdag i Buddhistisk Gruppe. Vi skulle være ved Lars, hvor vi startede med 2 timers fælles og individuel meditation. Jeg havde taget sportstøjet på, så jeg fik lavet en masse glidefald...lovely :) Bagefter stod den på grillhygge med en masse lækker mad. Det var bare en rigtig god aften og lige hvad vi alle trængte til.
Tirsdag mødtes Louise og jeg for at forberede vores bachelor forsvar og om eftermiddagen mødtes vi med vores vejleder for at høre hvad han tænkte. Det var fint lige at få en ide om hvad forsvaret går ud på og hvad vi skal have med. Tirsdag aften mødtes jeg med resten af beboerrepræsentationen ved busstoppestedet, for vi skulle nemlig en tur til Fanø, i forbindelse med den årlige repræsentationsmiddag. Jeg faldt måske en smule ved siden af, nu jeg var kommet på tur med "de gamle" (som de selv sagde), men det var godt nok hyggeligt. Vi spiste på Ambassaden og det var bare rigtig lækker mad, 3 retter og lækker vin. Efter nogle hyggelige timer tog vi færgen retur...men sørme så, om ikke vi "glemte" Mona og Per, da Mona lige skulle på wc og derfor nåede de ikke færgen. Hold da op vi grinte, som vi sad der ombord og kunne se Per stampe i jorden nede på parkeringspladsen. Formanden blev også lige nødt til at ringe og høre dem ad, hvor de blev af ;) Det havde vi en del sjov med, hele turen hjem og mens vi ventede på Mona og Per tog vi andre en øl hos Benny. Da Mona og Per så endelig landede i Mølleparken, en time forsinket, blev de modtaget med flag og vink fra altanen :) Det var bare en rigtig hyggelig aften og klokken 23.30 takkede jeg af og gik hjem til mig selv.
I går vågnede jeg så med noget der grangiveligt mindede om tømmermænd! Jeg havde fået 3-4 glas vin, hvilket åbenbart var nok til at sende mig til tælling. Louise kom forbi og så cyklede vi op på skolen for at heppe på Bodil, Lærke og Kia, der skulle op og forsvare. Vi blev helt nervøse på deres vegne, men heldigvis gik det godt og nu er de så færdige. Om eftermiddagen arbejde vi lidt på vores egen præsentation, inden vi cyklede i Ventilen til møde. Efter mødet var jeg med Jesper hjemme og få en kop te, da vi lige skulle samle op på verdenssituationen :)
I dag har Louise og jeg så pudset vores præsentation af og klokken 13.00 var vi på kommunen for at fremlægge vores opgave for medarbejderne på Sundhedsfremme og forebyggelse. Det gik rigtig fint og var en god generalprøve i forhold til i morgen. De stillede en del spørgsmål og synes det var en interessant opgave, så det var dejligt at høre. Her til eftermiddag har jeg så lige fået koordineret familien i forhold til at mødes i morgen og nu skal jeg så lige øve min fremlæggelse igennem en enkelt gang eller to, inden det er sengetid. I morgen klokken 10.45 går det så løs, 3 års studie skal afsluttes med et bachelorforsvar på 30 minutter...det bliver godt nok spændende :)