6. marts 2013

Februar og Frivilligweekend

Februar blev som nævnt i det tidligere indlæg, skudt i gang med en omgang Ngøndro Cirkus og så kan man jo ikke komme meget bedre fra start! Størstedelen af måneden har gået med arbejde, da der jo skal spares sammen til Sydamerika. Jeg endte da også på 125 timer for sidste lønperiode, så det er vist meget pænt, når man er deltidsansat. Der blev heldigvis også tid til lidt tant og fjas i februar, og ikke kun arbejde. Den 13. februar var Marie og jeg på vandretur Fanø rundt. Det var en rigtig dejlig dag, med fint vejr og masser af snak. I alt blev det til 25 km og 7 timer, så vi var mere end trætte, da vi gik ombord på færgen og sejlede hjem til Esbjerg. Turen var ment som hygge, men også som en øvelse til når vi skal på sommerferie og gå til Lolland...og så var det jo også en fin test for at se om min fod kan holde til sådan en tur...og det kunne den :) 
Den 25. februar var der intro-foredrag i Buddhistisk Gruppe Esbjerg, så jeg havde inviteret en håndfuld veninder til spisning inden, så vi sammen kunne tage derned og de kunne høre hvad det dersens buddhisme egentlig er og hvad det er jeg render og bruger min tid på. Søster var en af gæsterne, så hun fik derfor også lige lejlighed til at "godkende" mit husalter, som jeg har fået indrettet i løbet af februar. Jeg havde fået lidt inspiration efter Ngøndro Cirkus, samt nogle dejlige billeder, så nu har jeg simpelthen fået mit eget husalter/meditationsskab :) Foredraget var rigtig godt og mine gæster fik rigtig meget ud af det og synes det var vældig interessant, så det var rigtig dejligt. Jeg tror flere af dem kunne finde på at kigge forbi igen en anden god gang.
I weekenden var jeg til Frivilligweekend med Ventilen i København. Det var en rigtig sjov og hyggelig weekend med dejlige mennesker. Fredag aften startede med at "Årets Lokalventil 2012" skulle kåres, så Marie, Trine og jeg havde kreeret et mimespil i ét akt. Det var rigtig sjovt at udføre og vi blev taget rigtig godt i mod, især da vi udførte en Gangnam Style i super slow! Vi vandt desværre ikke, som vi jo gjorde sidste år, men til gengæld vandt Hillerød, som så rigeligt har fortjent det efter en fantastisk indsats i 2012. Lørdag blev vi informeret om hvad der foregår i bestyrelsen, hvordan man kan bruge fysisk aktivitet som en metode. Det inkluderede at vi var en tur udenfor og bryde rundt. Det var sjovt og grænseoverskridende og efter at have klamret mig til en århusianer i 10 minutter var jeg total indsmurt i jord og græs, og fuldstændig øm i hele kroppen! Lørdag aften stod den på Hollywood/Oscar-middag, hvor jeg fik luftet min Ao Dais (jeg fik syet i Vietnam), da jeg stillede op i kategorien som bedste udenlandske kvindelige skuespiller. Søndag stod den på oprydning, rengøring og lidt spil og leg, inden vi hoppede på toget retur til Esbjerg. Jeg har meddelt, at jeg stopper i Ventilen pr. 31. marts, så det var dejligt at sige pænt farvel til nogle af de andre frivillige og slutte af med manér :)
I mandags var jeg til endnu et foredrag i Buddhistisk Gruppe, hvor vi havde besøg af Michaela Fritzges fra Tyskland. Hun gav et virkelig godt oplæg om sanghaen og hvordan man kan bruge hinanden på kryds og tværs, lokalt, nationalt og internationalt. 
Nu vil jeg runde af og pakke en lille taske, da jeg skal et smut ud til Søs og familien i Sdr Bork :)