Jeg kan starte med at beklage dette indlæg er så langt, men der er bare så meget at fortælle fra min herlige tur til Panama, så jeg håber I har tid og lyst til at læse det alligevel...god fornøjelse :o)
Tirsdag aften pakkede jeg mine kleiter, så jeg var klar til turen sydpå. Da jeg har været lidt bekymret i tilfælde af eventuelt røveri har jeg lavet mig et ”sikkerheds”-bælte. Det vil sige, at jeg har skrevet alle nødvendige telefonnumre ind i mit bælte, samt pasnummer og policenummeret på min rejseforsikring. Derudover har jeg foldet og klemt en 10.000 colones seddel fast bag mit bæltespænde. Så skulle uheldet være ude (7-9-13), så ved jeg hvem jeg skal ringe til og jeg har lidt penge at klare mig for. Det virker måske lidt tosset, men når man står uden en klink på lommen og ikke kan huske nummeret på andre end politiet i DK, så er det lidt sent at være bagklog, så derfor...VÆR BEREDT!
Onsdag da vi fik fri, tog Silas og jeg en taxi til
Naranjo, hvor vi steg på en bus til San José. Vi håbede på at bussen ville være i San José omkring 18-18.15 så vi kunne nå en bus videre til Limón, så vi slap for at sove i San José. Bussen tog desværre 2 timer om at nå til San José, det er ellers en tur der normalt tager omkring 1½ time. Det var der jo ikke så meget at gøre ved, så vi tog en taxi til et hotel der lå 200 meter fra den busstation vi skulle med fra torsdag. Det var et fint sted, med eget bad (dog uden lys) og 3 senge. Efter vi havde lagt vores bagage fra os gik vi ud for at finde lidt aftensmad. Vi fandt et meget lokalt sted kort fra hvor vi boede. Der var live musik til maden, hvilket bestod af to lokale, hvor den ene spillede på en kasse med en snor (som en bas) og den anden holdt takten med en flaske med sten i. Det lød rigtig godt og var ganske underholdende. Vi fik os noget lækkert og billigt aftensmad...sådan er det ofte på de små lokale steder, vi var dog også de eneste ”hvide” der spiste der. På vej tilbage til hotellet regnede det en del, så Silas sprang fra den ene side af vejen til den anden, alt efter hvor der var overdækket. Jeg havde min paraply, så jeg var ligeglad og havde slet ikke ondt af ham. 
Han burde jo efterhånden vide at det er regnsæson her i Costa Rica ;o) Vi havde tv på værelset, så vi se lidt fodbold, inden vi gik til ro.
Torsdag morgen gik vi mod busstationen klokken 5.20, så vi var sikre på at få billetter til bussen, der havde afgang klokken 6. Vi var også de eneste, samt 3 amerikanere, der stod i kø, da lugen åbnede klokken 5.30. Vi fik os noget morgenmad, så vi var klar til turen, på ca 5 timer til Sixaola, der er den Costa Ricanske grænseby, ved den Caribiske kyst. Turen gik rigtig fint og vi havde en lille pause i Limón, hvor jeg besøgte toilettet og fik mig en yoghurt, inden turen fortsatte sydpå. Turen til grænsen er en gammel bananrute, så de sidste mange kilometer inden vi nåede grænsen kørte vi gennem bananplantager, hvilket syn. Vi kom da også forbi et par lagerbygninger for Chiquita og Dole....skulle tro vi var på vej til Bananama ;o) Omkring 11.30 var vi i Sixaola og Silas og jeg fulgtes med de 3 amerikanere til grænsen. Vi skulle først ind på det Costa Ricanske grænsekontor, for at ordne vores papire.
Derefter gik turen til Panama, via en gammel jernbanebro. Der kører dog ikke tog over broen længere, kun enkelte lastbiler. Broen går over floden Sixaola, der danner grænsen. Da vi nåede den anden side skulle vi stemples og tjekkes ved det Panamaske (hedder det det???) grænsekontor. Jeg fik vekslet lidt penge, da jeg havde fået 3 styks 100$ sedler udbetalt i løn, da de i Panama bruger amerikanske dollars. En ung fyr fik os sendt ned til sin kammerats bil, som vi skulle med, sammen med amerikanerne. Bagagen blev lagt på ladet, Silas og jeg på det ene forsæde og de 3 andre bagi. Jeg var ikke så pjattet med at have min rygsæk til at ligge omme på ladet, men havde da taget pas og pung med ind i bilen...man ved jo aldrig. Chaufføren mindedes om tidforskellen mellem Costa Rica og Panama, så vi skulle stille vores ure 1 time frem. Det virker så mærkeligt, da de to lande er forbundet som DK og Tyskland. Vi kørte fra grænsen og mod en lille bådplads, hvorfra vi skulle med en båd til Bocas del Toro. Turen tog en halvtimes tid og gik smertefrit. Chaufføren spurgte meget til os og som alle andre mænd i Central Amerika, over 30 år
kunne han også huske Dinamarca for EM ´92 :o) ...hehe, og det bliver altså kun sjovere at være af sted sammen med Silas, som er tysker ;o) Da vi ankom til bådpladsen overfaldet 7 børn vores bagage og kæmpede for at komme til at hjælpe os. Jeg tog dog pænt min taske fra knægten der havde fat i den. Jeg ved godt de bare vil hjælpe og tjene en enkelt skilling, men jeg kan altså ikke have at andre render rundt med min ”dyrebare” bagage...og slet ikke når de ikke spørger inden, men bare tager det. Vi skulle vente en halv time inden vi skulle sejle. Vi skulle skrive os på en passagerliste, hvor jeg kunne se at der stod en Mikael fra Denmark på. Pudsigt, det er den første dansker jeg har mødt siden jeg tog fra DK (pånær Leif selvfølgelig). Jeg prøvede om jeg kunne spotte hvem danskeren var, og det kunne jeg, for accenten er tydelig. Jeg snakkede dog ikke med ham, da han gik hen til sin kæreste og det måske ville virke en smule anmassende. Bare fordi vi er danskere behøver vi jo heller ikke nødvendigvis at snakke sammen. Da vi steg om bord på båden fandt jeg ud af der var endnu et dansk 
par, længere fremme i båden, jamen dog. Bådturen tog en time og gik af kanaler ind til vi nåede ”åbent” hav mellem de mange øer. Båden sejlede til den største by Bocas, der ligger på øen Colon. Vi havde ikke reserveret et sted at sove, så vi begav os ud for at lede. Man behøver dog ikke ligefrem at lede, da der er masser af overnatnings muligheder. Men vi skulle jo bare have et sted at sove, så jo billigere jo bedre...næsten da. Vi fandt et sted der hed Mundo Taitu, hvor vi kunne få et dobbeltværelse for 9 $ pr person, pr nat, så det var ganske fint. Værelset var ikke særlig stort, med to hylder et vinduer der skulle lukkes med 2 tunge trælåger, så værelset blev TOTAL mørkt...og ej at forglemme var der en dobbeltseng. Jeg kender heldigvis Silas efterhånden, men en dobbeltseng var nok ikke lige det vi havde håbet på...og slet ikke med et spejl i loftet!!! Da der jo ikke var så meget at tage os til på værelset gik vi ud for at kigge lidt på byen. Da vi slentrede rundt mødte vi to svenske piger vi havde mødt i Jacó en måned tidligere...det var lidt spøjst. De er rigtig søde og anbefalede os en tur vi kunne tage på. Det var jo fint, da vi net
op gik og snakkede om hvad vi skulle fordrive tiden med, nu vi havde 3 dage på denne ø. Så vi fandt turistkontoret og bestilte en bådtur til fredag, fra klokken 9.30 til 16-17 for kun 15$. Resten af aftenen gik med at kigge på soveniers og byen. Vi mødte de 3 amerikanere senere og gik på en bar og fik en øl med dem. Vi gik tilbage til vores hostel ved 22-tiden og gik til køjs. Men sikke da en elendig nat, hvor hverken Silas eller jeg sov særlig meget. Hvorfor ved vi ikke, da det hverken var varmt, myg eller høj musik.
Så da vi stod op klokken 7.30 fredag var vi noget sløve i betrækket. Silas gik under bruseren mens jeg marinerede mig ind i solcreme. Vi fik os noget morgenmad inden vi skulle med båden. Det viste sig de 3 amerikanere, samt det danske par også skulle på den samme tur...det var jo lidt hyggeligt, nu vi havde snakket med amerikanerne og da jeg gerne ville hilse på danskerne. Turen gik først til Dolphin Bay hvor vi....tada...skulle kigge på delfiner. Det var rigtig spændende og de er nogle utrolig smukke dyr. Vi fik set en del og så endda 2 der sprang helt op i luften...wow! Vores kaptajn spottede et par delpiner og
begyndte at sejle hurtigt i ring rundt om dem. Derved lavede han en masse bølger, som delfinerne fulgte og hoppede rundt i, det så virkelig ud til de nød det :o) Næste stop var ved en restaurant, hvor vi skulle bestille frokost, inden vi skulle ud at snorkle. Jeg har aldrig prøvet at snorkle før, men det gik godt og var utrolig facinerende. Vi snorklede over et rev, hvor der var fine farver og en masse små fisk at kigge på. Så var der frokost og derefter gik turen til Red Frog Beach. Vi lagde til ved en lille bådbro og gik derefter 10 minutter gennem skoven, for at krydse øen og komme til stranden. Grunden til stranden kaldes Red Frog Beach, er fordi der på øen er en helt rød frø-art. Vi så dog kun 2 små frøer, som nogle børn viste frem, da vi kom fra båden. Det var virkelig en flot strand, med blåt vand og palmer...som taget fra et postkort. Vi lå på stranden og i vandet et par timer og jeg fik snakket med det danske par. De var på et halvt års rejse mere eller mindre jorden rundt. De var rigtig flinke og jeg fik snakket en del med pigen...mangler lidt hygge-tøse-snak af og til, nu jeg ikke har Lisa ;o) Sidste stop på dagens tur var endnu et sted vi kunne 
snorkle. Derfra gik turen retur til Bocas og vi var tilbage omkring klokken 17. Vi gik hjem og under bruseren inden vi gik ud for at få aftensmad og kigge på butikker. Vi mødte et østrigsk par (Gerald og Thomas...jep den er god nok) som Silas havde snakket med på bådturen. De er rigtig hyggelige og anbefalede os et par spisesteder. Vi gik forbi et turistbureau og bestilte endnu en bådtur til lørdag, hvorefter vi gik tilbage til vores hostel og i seng. Det havde været en rigtig dejlig dag, hvor solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen og vi havde ikke set skyggen af regn. Lørdag morgen var desværre noget overskyet og det viste sig hele dagen skulle være sådan, desværre. Efter vi havde fået morgenmad gik vi ned til båden, men det vidste sig, at det andet par der skulle have været med på turen havde aflyst, så medmindre vi fandt to andre blev det ikke til noget. Nå, ja hvad gør man så. Vi gik lidt rundt for at finde ud af hvor vi ellers kunne tage hen. Det var lidt træls, da vi rigtig gerne ville have været på den tur, da den gik rundt om øen vi var på og stort set alle andre ture enten var noget dyre eller gik til de
steder vi besøgte fredag. Efter et par forgæves forsøg fandt vi en ung fyr, der netop havde en afgang, dog med et par af de samme steder. Det var fint med os, da vi bare gerne ville ud at se noget. Turen gik til Dolphin Bay, hvor vi atter fik kigget på de smukke dyr. Derefter sejlede vi til en restaurant, hvor vi bestilte frokost og bagefter sejlede videre for at snorkle. Vi lagde til ved en ø, hvorfra vi gik ud fra kysten, for at snorkle. Det var desværre ikke nær så flot som om fredagen, men stadig meget hyggeligt at ligge og boble mens man observere fiskene. Vi sejlede tilbage til restauranten og fik frokost, hvorefter turen fortsatte til Red Frog Beach...det gjorde nu ikke noget, da det var så smukt der. Silas bestemte sig for at gå ud at lede efter frøer, mens jeg badede og solede mig, så meget det nu var muligt pga af skyerne. Silas kunne stolt fortælle han havde fundet en frø, da han kom retur...så var hans dag redet ;o) Vi sejlede tilbage til Bocas og var retur omkring klokken 16.30. Både Silas og jeg var noget kvæstede, da bådturen havde været forholdsvis ubehagelig. Båden torsdag til Bocas og båden 
fredag havde været rigtig behagelige, men lørdag var vi med en lidt mindre båd, som hoppede meget mere på bølgerne. Det betød vores rygge var gennembanket og jeg var på grænsen til hovedpine, da båden slog mod bølgerne i samme stil som at køre i en bil uden affjedring på en dårlig vej...av av av. Da vi var retur tog vi os et bad, inden vi gik ud for at få aftensmad. Vi tog også et kig på hvornår bådene gik fra Bocas, så vi kunne planlægge turen hjem mandag. Det vidste sig dog, at bådene sejler fra klokken 6, men at grænsen først åbner klokken 8, så vi ville først være hjemme i Sarchi klokken 18-19 mandag. Det blev vi enige om var lige sent nok, så vi bestemt os for at tage en båden søndag eftermiddag og så overnatte i Limón, for derefter at tage resten af turen hjem mandag. Det kunne godt lade sig gøre med mit pas, da jeg skulle være ude af landet 3 dage. Om aftenen var Silas temmelig træt og gik i seng kl 21, mens jeg lavede lidt sudoku (tak for den, mor :o) ). Da jeg gik ud for at børste tænder klokken 22 mødte jeg Charlotte, den ene af de svenske piger og hun mente helt bestemt jeg skulle med dem i byen. Var egentlig 
på vej i seng...men hvad pokker. Jeg listede tilbage på værelset, skiftede tøj og listede af igen. Silas vågnede dog, så fortalte jeg lige smuttede i byen med pigerne, hvilket han ikke nåede at sige så meget til inden jeg var ude af døren. Charlotte, Elin og jeg fulgtes med lidt andre engelsktalende feststemte mennesker. Vi gik til et sted ved vandet der hed ”Ship Wreek”, fordi de faktisk havde et skibsvrag i vandet ved baren. Det var et rigtig hyggeligt sted, med en masse turister og derfor også noget behageligt velkendt musik og ikke kun det lokale. Jeg dansede med pigerne et par timer inden jeg begav mig retur. Måtte jo hellere komme ordentlig tid i seng, da Silas sikkert ville vågne tidligt. Det var rigtig hyggeligt at være ude med tøserne og få danset lidt...det er vist det jeg savner mest her...en ordentlig bytur, men det må jeg have til gode indtil videre.
Lørdag var det Panamas uafhængighedsdag, hvor der havde været optog med musik, som Lisa og jeg havde set ligesådan i Jacó (i Costa Rica, den 15. september). Det vidste sig de havde optog igen søndag, så det kiggede vi på søndag formiddag. Det er rigtig godt musik, hvor skolebørn spiller på trommer mens andre danser. Vi fik også købt vores soveniers
inden vi skulle med båden fra Bocas. Turen til grænsen gik fint og gik på tidrejse over broen til Costa Rica, da vi kunne stille uret 1 time tilbage, mens vi passerede. Vi kom igennem kontrollen uden problemer, så Costa Rica...here I come again :o) Vi kom med en lidt for lokal bus til Limón, der stoppede hver gang der stod en person i vejkanten eller en på bussen skulle af...busstop eller ej. På vejen skulle vi igennem en politikontrol, hvilket jo gik uden problemer med mine nye stempler. Vi blev dog stoppet endnu en gang af politikontrol inden Limón. Manden jeg sad ved siden af forklarede at det var en ekstra-ordinær kontrol, hvor de formentlig ledte efter narko eller illegale grænseoverløbere. Hvis man ikke havde de rigtig papire på sig, blev man tilbageholdt. Kontrollen vi passerede tidligere (som vi også passerede da vi var i Puerto Viejo) er noget mere afslappet, især over for os turister. Det vidste sig der var en ung fyr der ikke havde styr på sine ting, så bussen blev tilbageholdt i 15 minutter, hvorefter vi fortsatte uden ham og hans kammerat. Jeg forklarede manden jeg sad ved siden af, at Silas og jeg skulle sove i Limón og han tilbød at følge os 
hen til hotellet, da Limón bestemt ikke er nogen pæn by. Det var rigtig pænt af ham, da det vidste sig at vi blev sat af bussen et helt andet sted en jeg havde regnet med, så vi ville have været temmelig lost, hvis ikke han havde hjulpet os. Han gav mig sit telefonnummer, så jeg kunne ringe næste gang jeg kom til Limón, så skulle han nok vise mig byen og jeg skulle se hans datter. Han havde en datter på kun 20 dage, som han havde vist mig billeder af på sin mobil :o) Silas og jeg takkede for hjælpen og chekkede ind på Hotel King og bagefter gik ud for at få lidt i maven. Da Limón som sagt ikke er nogen pæn by, gik vi kun til nærmeste hjørne, hvor vi fik os en burger. Bare de 20 minutter mens vi spiste kom der to tiggere forbi, af den anmassende og ubehagelige slags. Silas og jeg følte os bestemt ikke godt tilpas og var glade for at kunne smække døren bag os, da vi var retur på hotellet. Vi satte os på hotellets altan og betragtede aftenlivet inden vi gik til køjs. Vi havde først fået et værelse med dobbeltseng, men da jeg forklarede receptionisten vi ikke var et par og jeg derfor gerne ville have en ekstra dyne/lagen grinte hun 
og flyttede os til et værelse med to enkelt senge...herligt, lige hvad vi trængte til :o)
Mandag stod vi op klokken 6 og kom med bussen 6.40 mod San José. Derfra kom vi med en bus til Greecia og atter en bus til Sarchi, så var hjemme i hytten til middag. Så stod den på udpakning, indkøb og afslapning. I dag tirsdag sidder jeg lige og venter på vaskemaskinen bliver færdig med at vaske mit tøj rent for solcreme, mens jeg skriver mit ALT for lange indlæg om en rigtig herlig weekend :o) Skulle I få muligheden for at besøge Panama, så tag til Bocas del Toro, det er simpelthen skønt og tæt på det man vil kalde for Paradis, hvis ikke det var for alle de pokkers turister ;o)
Tirsdag aften pakkede jeg mine kleiter, så jeg var klar til turen sydpå. Da jeg har været lidt bekymret i tilfælde af eventuelt røveri har jeg lavet mig et ”sikkerheds”-bælte. Det vil sige, at jeg har skrevet alle nødvendige telefonnumre ind i mit bælte, samt pasnummer og policenummeret på min rejseforsikring. Derudover har jeg foldet og klemt en 10.000 colones seddel fast bag mit bæltespænde. Så skulle uheldet være ude (7-9-13), så ved jeg hvem jeg skal ringe til og jeg har lidt penge at klare mig for. Det virker måske lidt tosset, men når man står uden en klink på lommen og ikke kan huske nummeret på andre end politiet i DK, så er det lidt sent at være bagklog, så derfor...VÆR BEREDT!
Onsdag da vi fik fri, tog Silas og jeg en taxi til
Naranjo, hvor vi steg på en bus til San José. Vi håbede på at bussen ville være i San José omkring 18-18.15 så vi kunne nå en bus videre til Limón, så vi slap for at sove i San José. Bussen tog desværre 2 timer om at nå til San José, det er ellers en tur der normalt tager omkring 1½ time. Det var der jo ikke så meget at gøre ved, så vi tog en taxi til et hotel der lå 200 meter fra den busstation vi skulle med fra torsdag. Det var et fint sted, med eget bad (dog uden lys) og 3 senge. Efter vi havde lagt vores bagage fra os gik vi ud for at finde lidt aftensmad. Vi fandt et meget lokalt sted kort fra hvor vi boede. Der var live musik til maden, hvilket bestod af to lokale, hvor den ene spillede på en kasse med en snor (som en bas) og den anden holdt takten med en flaske med sten i. Det lød rigtig godt og var ganske underholdende. Vi fik os noget lækkert og billigt aftensmad...sådan er det ofte på de små lokale steder, vi var dog også de eneste ”hvide” der spiste der. På vej tilbage til hotellet regnede det en del, så Silas sprang fra den ene side af vejen til den anden, alt efter hvor der var overdækket. Jeg havde min paraply, så jeg var ligeglad og havde slet ikke ondt af ham. 
Han burde jo efterhånden vide at det er regnsæson her i Costa Rica ;o) Vi havde tv på værelset, så vi se lidt fodbold, inden vi gik til ro.Torsdag morgen gik vi mod busstationen klokken 5.20, så vi var sikre på at få billetter til bussen, der havde afgang klokken 6. Vi var også de eneste, samt 3 amerikanere, der stod i kø, da lugen åbnede klokken 5.30. Vi fik os noget morgenmad, så vi var klar til turen, på ca 5 timer til Sixaola, der er den Costa Ricanske grænseby, ved den Caribiske kyst. Turen gik rigtig fint og vi havde en lille pause i Limón, hvor jeg besøgte toilettet og fik mig en yoghurt, inden turen fortsatte sydpå. Turen til grænsen er en gammel bananrute, så de sidste mange kilometer inden vi nåede grænsen kørte vi gennem bananplantager, hvilket syn. Vi kom da også forbi et par lagerbygninger for Chiquita og Dole....skulle tro vi var på vej til Bananama ;o) Omkring 11.30 var vi i Sixaola og Silas og jeg fulgtes med de 3 amerikanere til grænsen. Vi skulle først ind på det Costa Ricanske grænsekontor, for at ordne vores papire.
Derefter gik turen til Panama, via en gammel jernbanebro. Der kører dog ikke tog over broen længere, kun enkelte lastbiler. Broen går over floden Sixaola, der danner grænsen. Da vi nåede den anden side skulle vi stemples og tjekkes ved det Panamaske (hedder det det???) grænsekontor. Jeg fik vekslet lidt penge, da jeg havde fået 3 styks 100$ sedler udbetalt i løn, da de i Panama bruger amerikanske dollars. En ung fyr fik os sendt ned til sin kammerats bil, som vi skulle med, sammen med amerikanerne. Bagagen blev lagt på ladet, Silas og jeg på det ene forsæde og de 3 andre bagi. Jeg var ikke så pjattet med at have min rygsæk til at ligge omme på ladet, men havde da taget pas og pung med ind i bilen...man ved jo aldrig. Chaufføren mindedes om tidforskellen mellem Costa Rica og Panama, så vi skulle stille vores ure 1 time frem. Det virker så mærkeligt, da de to lande er forbundet som DK og Tyskland. Vi kørte fra grænsen og mod en lille bådplads, hvorfra vi skulle med en båd til Bocas del Toro. Turen tog en halvtimes tid og gik smertefrit. Chaufføren spurgte meget til os og som alle andre mænd i Central Amerika, over 30 år
kunne han også huske Dinamarca for EM ´92 :o) ...hehe, og det bliver altså kun sjovere at være af sted sammen med Silas, som er tysker ;o) Da vi ankom til bådpladsen overfaldet 7 børn vores bagage og kæmpede for at komme til at hjælpe os. Jeg tog dog pænt min taske fra knægten der havde fat i den. Jeg ved godt de bare vil hjælpe og tjene en enkelt skilling, men jeg kan altså ikke have at andre render rundt med min ”dyrebare” bagage...og slet ikke når de ikke spørger inden, men bare tager det. Vi skulle vente en halv time inden vi skulle sejle. Vi skulle skrive os på en passagerliste, hvor jeg kunne se at der stod en Mikael fra Denmark på. Pudsigt, det er den første dansker jeg har mødt siden jeg tog fra DK (pånær Leif selvfølgelig). Jeg prøvede om jeg kunne spotte hvem danskeren var, og det kunne jeg, for accenten er tydelig. Jeg snakkede dog ikke med ham, da han gik hen til sin kæreste og det måske ville virke en smule anmassende. Bare fordi vi er danskere behøver vi jo heller ikke nødvendigvis at snakke sammen. Da vi steg om bord på båden fandt jeg ud af der var endnu et dansk 
par, længere fremme i båden, jamen dog. Bådturen tog en time og gik af kanaler ind til vi nåede ”åbent” hav mellem de mange øer. Båden sejlede til den største by Bocas, der ligger på øen Colon. Vi havde ikke reserveret et sted at sove, så vi begav os ud for at lede. Man behøver dog ikke ligefrem at lede, da der er masser af overnatnings muligheder. Men vi skulle jo bare have et sted at sove, så jo billigere jo bedre...næsten da. Vi fandt et sted der hed Mundo Taitu, hvor vi kunne få et dobbeltværelse for 9 $ pr person, pr nat, så det var ganske fint. Værelset var ikke særlig stort, med to hylder et vinduer der skulle lukkes med 2 tunge trælåger, så værelset blev TOTAL mørkt...og ej at forglemme var der en dobbeltseng. Jeg kender heldigvis Silas efterhånden, men en dobbeltseng var nok ikke lige det vi havde håbet på...og slet ikke med et spejl i loftet!!! Da der jo ikke var så meget at tage os til på værelset gik vi ud for at kigge lidt på byen. Da vi slentrede rundt mødte vi to svenske piger vi havde mødt i Jacó en måned tidligere...det var lidt spøjst. De er rigtig søde og anbefalede os en tur vi kunne tage på. Det var jo fint, da vi net
op gik og snakkede om hvad vi skulle fordrive tiden med, nu vi havde 3 dage på denne ø. Så vi fandt turistkontoret og bestilte en bådtur til fredag, fra klokken 9.30 til 16-17 for kun 15$. Resten af aftenen gik med at kigge på soveniers og byen. Vi mødte de 3 amerikanere senere og gik på en bar og fik en øl med dem. Vi gik tilbage til vores hostel ved 22-tiden og gik til køjs. Men sikke da en elendig nat, hvor hverken Silas eller jeg sov særlig meget. Hvorfor ved vi ikke, da det hverken var varmt, myg eller høj musik. Så da vi stod op klokken 7.30 fredag var vi noget sløve i betrækket. Silas gik under bruseren mens jeg marinerede mig ind i solcreme. Vi fik os noget morgenmad inden vi skulle med båden. Det viste sig de 3 amerikanere, samt det danske par også skulle på den samme tur...det var jo lidt hyggeligt, nu vi havde snakket med amerikanerne og da jeg gerne ville hilse på danskerne. Turen gik først til Dolphin Bay hvor vi....tada...skulle kigge på delfiner. Det var rigtig spændende og de er nogle utrolig smukke dyr. Vi fik set en del og så endda 2 der sprang helt op i luften...wow! Vores kaptajn spottede et par delpiner og
begyndte at sejle hurtigt i ring rundt om dem. Derved lavede han en masse bølger, som delfinerne fulgte og hoppede rundt i, det så virkelig ud til de nød det :o) Næste stop var ved en restaurant, hvor vi skulle bestille frokost, inden vi skulle ud at snorkle. Jeg har aldrig prøvet at snorkle før, men det gik godt og var utrolig facinerende. Vi snorklede over et rev, hvor der var fine farver og en masse små fisk at kigge på. Så var der frokost og derefter gik turen til Red Frog Beach. Vi lagde til ved en lille bådbro og gik derefter 10 minutter gennem skoven, for at krydse øen og komme til stranden. Grunden til stranden kaldes Red Frog Beach, er fordi der på øen er en helt rød frø-art. Vi så dog kun 2 små frøer, som nogle børn viste frem, da vi kom fra båden. Det var virkelig en flot strand, med blåt vand og palmer...som taget fra et postkort. Vi lå på stranden og i vandet et par timer og jeg fik snakket med det danske par. De var på et halvt års rejse mere eller mindre jorden rundt. De var rigtig flinke og jeg fik snakket en del med pigen...mangler lidt hygge-tøse-snak af og til, nu jeg ikke har Lisa ;o) Sidste stop på dagens tur var endnu et sted vi kunne 
snorkle. Derfra gik turen retur til Bocas og vi var tilbage omkring klokken 17. Vi gik hjem og under bruseren inden vi gik ud for at få aftensmad og kigge på butikker. Vi mødte et østrigsk par (Gerald og Thomas...jep den er god nok) som Silas havde snakket med på bådturen. De er rigtig hyggelige og anbefalede os et par spisesteder. Vi gik forbi et turistbureau og bestilte endnu en bådtur til lørdag, hvorefter vi gik tilbage til vores hostel og i seng. Det havde været en rigtig dejlig dag, hvor solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen og vi havde ikke set skyggen af regn. Lørdag morgen var desværre noget overskyet og det viste sig hele dagen skulle være sådan, desværre. Efter vi havde fået morgenmad gik vi ned til båden, men det vidste sig, at det andet par der skulle have været med på turen havde aflyst, så medmindre vi fandt to andre blev det ikke til noget. Nå, ja hvad gør man så. Vi gik lidt rundt for at finde ud af hvor vi ellers kunne tage hen. Det var lidt træls, da vi rigtig gerne ville have været på den tur, da den gik rundt om øen vi var på og stort set alle andre ture enten var noget dyre eller gik til de
steder vi besøgte fredag. Efter et par forgæves forsøg fandt vi en ung fyr, der netop havde en afgang, dog med et par af de samme steder. Det var fint med os, da vi bare gerne ville ud at se noget. Turen gik til Dolphin Bay, hvor vi atter fik kigget på de smukke dyr. Derefter sejlede vi til en restaurant, hvor vi bestilte frokost og bagefter sejlede videre for at snorkle. Vi lagde til ved en ø, hvorfra vi gik ud fra kysten, for at snorkle. Det var desværre ikke nær så flot som om fredagen, men stadig meget hyggeligt at ligge og boble mens man observere fiskene. Vi sejlede tilbage til restauranten og fik frokost, hvorefter turen fortsatte til Red Frog Beach...det gjorde nu ikke noget, da det var så smukt der. Silas bestemte sig for at gå ud at lede efter frøer, mens jeg badede og solede mig, så meget det nu var muligt pga af skyerne. Silas kunne stolt fortælle han havde fundet en frø, da han kom retur...så var hans dag redet ;o) Vi sejlede tilbage til Bocas og var retur omkring klokken 16.30. Både Silas og jeg var noget kvæstede, da bådturen havde været forholdsvis ubehagelig. Båden torsdag til Bocas og båden 
fredag havde været rigtig behagelige, men lørdag var vi med en lidt mindre båd, som hoppede meget mere på bølgerne. Det betød vores rygge var gennembanket og jeg var på grænsen til hovedpine, da båden slog mod bølgerne i samme stil som at køre i en bil uden affjedring på en dårlig vej...av av av. Da vi var retur tog vi os et bad, inden vi gik ud for at få aftensmad. Vi tog også et kig på hvornår bådene gik fra Bocas, så vi kunne planlægge turen hjem mandag. Det vidste sig dog, at bådene sejler fra klokken 6, men at grænsen først åbner klokken 8, så vi ville først være hjemme i Sarchi klokken 18-19 mandag. Det blev vi enige om var lige sent nok, så vi bestemt os for at tage en båden søndag eftermiddag og så overnatte i Limón, for derefter at tage resten af turen hjem mandag. Det kunne godt lade sig gøre med mit pas, da jeg skulle være ude af landet 3 dage. Om aftenen var Silas temmelig træt og gik i seng kl 21, mens jeg lavede lidt sudoku (tak for den, mor :o) ). Da jeg gik ud for at børste tænder klokken 22 mødte jeg Charlotte, den ene af de svenske piger og hun mente helt bestemt jeg skulle med dem i byen. Var egentlig 
på vej i seng...men hvad pokker. Jeg listede tilbage på værelset, skiftede tøj og listede af igen. Silas vågnede dog, så fortalte jeg lige smuttede i byen med pigerne, hvilket han ikke nåede at sige så meget til inden jeg var ude af døren. Charlotte, Elin og jeg fulgtes med lidt andre engelsktalende feststemte mennesker. Vi gik til et sted ved vandet der hed ”Ship Wreek”, fordi de faktisk havde et skibsvrag i vandet ved baren. Det var et rigtig hyggeligt sted, med en masse turister og derfor også noget behageligt velkendt musik og ikke kun det lokale. Jeg dansede med pigerne et par timer inden jeg begav mig retur. Måtte jo hellere komme ordentlig tid i seng, da Silas sikkert ville vågne tidligt. Det var rigtig hyggeligt at være ude med tøserne og få danset lidt...det er vist det jeg savner mest her...en ordentlig bytur, men det må jeg have til gode indtil videre. Lørdag var det Panamas uafhængighedsdag, hvor der havde været optog med musik, som Lisa og jeg havde set ligesådan i Jacó (i Costa Rica, den 15. september). Det vidste sig de havde optog igen søndag, så det kiggede vi på søndag formiddag. Det er rigtig godt musik, hvor skolebørn spiller på trommer mens andre danser. Vi fik også købt vores soveniers
inden vi skulle med båden fra Bocas. Turen til grænsen gik fint og gik på tidrejse over broen til Costa Rica, da vi kunne stille uret 1 time tilbage, mens vi passerede. Vi kom igennem kontrollen uden problemer, så Costa Rica...here I come again :o) Vi kom med en lidt for lokal bus til Limón, der stoppede hver gang der stod en person i vejkanten eller en på bussen skulle af...busstop eller ej. På vejen skulle vi igennem en politikontrol, hvilket jo gik uden problemer med mine nye stempler. Vi blev dog stoppet endnu en gang af politikontrol inden Limón. Manden jeg sad ved siden af forklarede at det var en ekstra-ordinær kontrol, hvor de formentlig ledte efter narko eller illegale grænseoverløbere. Hvis man ikke havde de rigtig papire på sig, blev man tilbageholdt. Kontrollen vi passerede tidligere (som vi også passerede da vi var i Puerto Viejo) er noget mere afslappet, især over for os turister. Det vidste sig der var en ung fyr der ikke havde styr på sine ting, så bussen blev tilbageholdt i 15 minutter, hvorefter vi fortsatte uden ham og hans kammerat. Jeg forklarede manden jeg sad ved siden af, at Silas og jeg skulle sove i Limón og han tilbød at følge os 
hen til hotellet, da Limón bestemt ikke er nogen pæn by. Det var rigtig pænt af ham, da det vidste sig at vi blev sat af bussen et helt andet sted en jeg havde regnet med, så vi ville have været temmelig lost, hvis ikke han havde hjulpet os. Han gav mig sit telefonnummer, så jeg kunne ringe næste gang jeg kom til Limón, så skulle han nok vise mig byen og jeg skulle se hans datter. Han havde en datter på kun 20 dage, som han havde vist mig billeder af på sin mobil :o) Silas og jeg takkede for hjælpen og chekkede ind på Hotel King og bagefter gik ud for at få lidt i maven. Da Limón som sagt ikke er nogen pæn by, gik vi kun til nærmeste hjørne, hvor vi fik os en burger. Bare de 20 minutter mens vi spiste kom der to tiggere forbi, af den anmassende og ubehagelige slags. Silas og jeg følte os bestemt ikke godt tilpas og var glade for at kunne smække døren bag os, da vi var retur på hotellet. Vi satte os på hotellets altan og betragtede aftenlivet inden vi gik til køjs. Vi havde først fået et værelse med dobbeltseng, men da jeg forklarede receptionisten vi ikke var et par og jeg derfor gerne ville have en ekstra dyne/lagen grinte hun 
og flyttede os til et værelse med to enkelt senge...herligt, lige hvad vi trængte til :o) Mandag stod vi op klokken 6 og kom med bussen 6.40 mod San José. Derfra kom vi med en bus til Greecia og atter en bus til Sarchi, så var hjemme i hytten til middag. Så stod den på udpakning, indkøb og afslapning. I dag tirsdag sidder jeg lige og venter på vaskemaskinen bliver færdig med at vaske mit tøj rent for solcreme, mens jeg skriver mit ALT for lange indlæg om en rigtig herlig weekend :o) Skulle I få muligheden for at besøge Panama, så tag til Bocas del Toro, det er simpelthen skønt og tæt på det man vil kalde for Paradis, hvis ikke det var for alle de pokkers turister ;o)