17. august 2010

"Mads og Maja på eventyr og afveje" - dag 9

Tirsdag havde vi besluttet at sove længe, så den var 10 før jeg var oppe. Da vi ikke rigtig havde noget morgenmad spiste jeg en omgang dåselaks med pasta, vi havde købt til frokost en anden dag. Det var en lidt besynderlig morgenmad! Mads var oppe omkring 10.30 og vi cyklede ind til Whitehaven for at kigge på byen. Whitehaven er rimelig stor, så vi ville kigge på butikker og finde lidt souvenirs. Vi blev dog slemt snydt, da der INGEN souvenirforretninger var. Så vi fik ret hurtigt set byen og besluttede derfor at tage på The Beacon som er et museum på havnen. Vi startede dog lige med en omgang frokost inden vi begav os ud i det kulturelt løsslupne ;o) Museet handlede om Whitehaven og oplands historie gennem de sidste mange år og om hvordan byen har været påvirket af fiskeri og handelsskibe. Museet var i 4 etager, hvor man startede oppefra. På øverste etage handlede det om vind og vejr og Mads og jeg fik blandt andet mulighed for at lege meteorologer :o) Min video kan ses under dette indlæg. Vi bevægede os ned gennem etagerne og lærte en masse om handelsskibe og deres varer, samt om livet i England for nogle hundrede år siden. Det var et vældigt spændende besøg og efter 1½ time satte vi os uden for, for at nyde eftermiddagskaffe og kage....vi skal jo gerne have lidt i benene at cykle retur på, da vi vidste at der ventede os en strid bakke. Vi gjorde holdt i en Netto på vej ud af byen for at proviantere til aftensmad og cyklede derefter til St Bees. Vejret var blevet rigtig fint og skyerne var væk. Så da vi var retur på campingpladsen omkring kl 17 besluttede vi at tage på vandretur ud til et fyr. Det var en fin tur over marker, langs en skrænt ved kysten. Vi kom ind i en indhegning med køer, hvor vi så lige pludselig fik øje på en kæmpe tyr! Selvom det var en offentlig sti og der garanteret er masser af mennesker der går den tur hver dag, skulle jeg ikke nyde noget. Så jeg kravlede over hegn og pigtråd (!!!) for at komme ud af indhegning og ud på den anden sidde. Mads prøvede at overbevise mig om at den garanteret var ganske rolig, da den havde lagt sig, og sagde at jeg sagtens kunne komme retur....mest af alt fordi han ikke var så vild med at jeg gik i det høje græs uden for indhegningen kun en halv meter fra skræntens kant! Men efter at jeg har et par ubehagelige minder med fra barndommen, der indvolvere tyre, skulle jeg overhovedet ikke ind i den indhegning før vi var på sikker afstand af tyren. Så efter lidt var jeg retur igen og vi fortsatte ubekymrede. Det var en lidt længere tur end vi havde regnet med, men pyt, hvad gør det når vejret er flot. Efter halvanden time ankom vi til fyrtårnet. Der var nu ikke så meget at se, men vi holdt en kort pause, hvor vi nød en energidrik og et æble inden vi atter vendte snuden mod campingpladsen. På vej retur kunne vi ikke se tyren, så jeg blev inden for indhegningen....med et øje på hver finger ;o) Da vi var retur på campingpladsen kl 20 fik vi en let aftensmad med naanbrød, humus, tomater og agurk. Det var hyggeligt bare at sidde uden for teltet og nyde lidt mad og det gode vejr. Vi var godt trætte efter en dag med oplevelser, så vi gik tideligt i seng, da vi også havde en lang tur foran os onsdag.