Onsdag morgen var vi tidligt oppe og ude af fjerene (ja, min sovepose er med dun!), så vi havde pakket alt sammen og cyklede fra St Bees kl 8.30. Vi havde besluttet at vi ville cykle hele 
vejen til Carlisle (65 km) og slå lejr uden for byen, så vi torsdag kunne tage den med ro, inden vi skulle med toget til Edinburgh. Så vi kom fra start i et fin tempo, med flot vejr og vind og sol i ryggen. Samtidig vidste vi at det ville gå ned af største delen af turen, da vi den første dag havde cyklet en del op. Vi skulle med en større vej, så det gjorde at der var en del trafik, men det betød også at de stigninger der var, var knap så stejle, men i stedet lange, så det var bare perfekt. Vi cykler stort set uafbrudt, da det bare går superfint. Men så, lige pludselig, punkterer jeg på baghjulet! Vi kan høre hvordan luften bare fiser ud, så der er ikke noget at gøre, andet end at gøre holdt. Vi er på mindre vej, der går parallelt med hovedvejen, så vi kan trække ind i siden. Vi får alt bagagen spændt af min cykel og snakker om hvad der nu skal ske, for vi kan se hullet på dækket, da det simpelthen er mørt. Hverken Mads eller jeg har før prøvet at lappe en cykel, men jeg mener vi skal prøve, da far har vist 
Mette og jeg hvordan man gør....da vi var 10! Så vi kaster os ud i en lapning, hvor vi både formår at få dækket af og finde hullet. Så skal der lige slibes lidt, på med limen og så på med lappen. Det gik simpelthen bare så fint og Mads og jeg var rigtig stolte af os selv. Vi sørgede også for at tage billeder af det, da vi vidste vi ville få svært ved at overbevise vores fædre om at vi faktisk havde lappet en cykel! Vi fik cyklen på højkant igen og skulle lige til at pumpe dækket, da der kommer to biler med 3 mænd i, som tilfældigvis lige skal ind på marken bag os, og hente en flok kvier, de skulle have flyttet til en anden mark. Så vi måtte flytte alle vores sager og kunne så få en opvisning i engelsk ko-drivning, hvor der blev råbt og brugt fagter, for at få kvierne med. Alle kvierne skulle ud på vejen vi var på og så hen langs vejen til en anden fold....vi følte BESTEMT ikke at vi på nogen måde var i vejen! Nå, da dette ko-kaos var overstået fik vi pumpet min cykel. Lappen så ud til til at holde, men dækket levede på lånt tid...det var simpelthen så mørt at det gav sig helt vild, hvilket resulterede i en "byld" hvor slangen bulede ud af slangen! Men vi 
skulle jo videre, så vi spændte min bagage på igen, krydsede fingre og håbede på at dækket kunne holde de sidste 40 km til Carlisle. Tempoet blev sat en smule ned, når det gik ned af bakke, da jeg simpelthen var bange for at punktere i for høj fart. Det var lidt øv, for alle forhold var virkelig med os til en fantastisk tur, men hellere sent frem end aldrig ;o)
vejen til Carlisle (65 km) og slå lejr uden for byen, så vi torsdag kunne tage den med ro, inden vi skulle med toget til Edinburgh. Så vi kom fra start i et fin tempo, med flot vejr og vind og sol i ryggen. Samtidig vidste vi at det ville gå ned af største delen af turen, da vi den første dag havde cyklet en del op. Vi skulle med en større vej, så det gjorde at der var en del trafik, men det betød også at de stigninger der var, var knap så stejle, men i stedet lange, så det var bare perfekt. Vi cykler stort set uafbrudt, da det bare går superfint. Men så, lige pludselig, punkterer jeg på baghjulet! Vi kan høre hvordan luften bare fiser ud, så der er ikke noget at gøre, andet end at gøre holdt. Vi er på mindre vej, der går parallelt med hovedvejen, så vi kan trække ind i siden. Vi får alt bagagen spændt af min cykel og snakker om hvad der nu skal ske, for vi kan se hullet på dækket, da det simpelthen er mørt. Hverken Mads eller jeg har før prøvet at lappe en cykel, men jeg mener vi skal prøve, da far har vist 
Mette og jeg hvordan man gør....da vi var 10! Så vi kaster os ud i en lapning, hvor vi både formår at få dækket af og finde hullet. Så skal der lige slibes lidt, på med limen og så på med lappen. Det gik simpelthen bare så fint og Mads og jeg var rigtig stolte af os selv. Vi sørgede også for at tage billeder af det, da vi vidste vi ville få svært ved at overbevise vores fædre om at vi faktisk havde lappet en cykel! Vi fik cyklen på højkant igen og skulle lige til at pumpe dækket, da der kommer to biler med 3 mænd i, som tilfældigvis lige skal ind på marken bag os, og hente en flok kvier, de skulle have flyttet til en anden mark. Så vi måtte flytte alle vores sager og kunne så få en opvisning i engelsk ko-drivning, hvor der blev råbt og brugt fagter, for at få kvierne med. Alle kvierne skulle ud på vejen vi var på og så hen langs vejen til en anden fold....vi følte BESTEMT ikke at vi på nogen måde var i vejen! Nå, da dette ko-kaos var overstået fik vi pumpet min cykel. Lappen så ud til til at holde, men dækket levede på lånt tid...det var simpelthen så mørt at det gav sig helt vild, hvilket resulterede i en "byld" hvor slangen bulede ud af slangen! Men vi 
skulle jo videre, så vi spændte min bagage på igen, krydsede fingre og håbede på at dækket kunne holde de sidste 40 km til Carlisle. Tempoet blev sat en smule ned, når det gik ned af bakke, da jeg simpelthen var bange for at punktere i for høj fart. Det var lidt øv, for alle forhold var virkelig med os til en fantastisk tur, men hellere sent frem end aldrig ;o)Vi nåede Cockermouth (åh jo, det hedder byen!) omkring kl 13, så der gjorde vi holdt og fik frokost. Dækket holdt stadig, men så godt nok noget prøvet ud! Efter frokost gik der desværre ikke længe før dækket punkterede igen (nu vejede jeg jo også lidt mere ;o) ). Mads og jeg snakkede om, om det kunne svare sig at lappe igen eller om vi skulle ringe efter han vi havde lejet cyklerne af. Men så kom stædigheden og stoltheden op i os...vi ville gennemføre denne tur, om vi så skulle trække! Så vi fandt lappegrejet frem endnu en gang og fik sat endnu en lap på. Det så lidt tvivlsomt ud, men vi havde et stærkt håb om at den ville holde de sidste 25 km. Op på
cyklen og af sted det gik. Vi nød turen alt hvad vi kunne, for de sidste 20 km gik det nærmest konstant ned af, så det var bare herligt. Mads havde atter en dag med Zülle i benene, så han gav den gas det han kunne...bar han ikke kom for langt væk med lappegrejet! Tro det eller ej, men dækket holdt og vi nåede Dalston omkring kl 17. Vi fandt en rigtig hyggelig og rigtig billig campingplads, hvor vi slog lejr for natten. Det var næsten helt vemodigt at slå teltet op for sidste gang, men vi kunne jo trøste os med at det også betød at der var sidste nat på liggeunderlag! Der var en lille bar ved campingpladsen, som Mads besøgte. Vi var ret kvæstede efter dagens tur, så vi slappede af om aftenen. Mads gik tidligt i seng, så jeg lavede lidt aftensmad til mig selv, ala "tøm-rygsækken", hvilket resulterede i en omgang spaghetti med tunsalat og cashewnødder :oP Da Mads fandt ud af det senere, var han glad for at han havde sovet fra det ;o) Jeg gik i seng omkring kl 21, da jeg også var godt træt efter en lang dag i sadlen.
cyklen og af sted det gik. Vi nød turen alt hvad vi kunne, for de sidste 20 km gik det nærmest konstant ned af, så det var bare herligt. Mads havde atter en dag med Zülle i benene, så han gav den gas det han kunne...bar han ikke kom for langt væk med lappegrejet! Tro det eller ej, men dækket holdt og vi nåede Dalston omkring kl 17. Vi fandt en rigtig hyggelig og rigtig billig campingplads, hvor vi slog lejr for natten. Det var næsten helt vemodigt at slå teltet op for sidste gang, men vi kunne jo trøste os med at det også betød at der var sidste nat på liggeunderlag! Der var en lille bar ved campingpladsen, som Mads besøgte. Vi var ret kvæstede efter dagens tur, så vi slappede af om aftenen. Mads gik tidligt i seng, så jeg lavede lidt aftensmad til mig selv, ala "tøm-rygsækken", hvilket resulterede i en omgang spaghetti med tunsalat og cashewnødder :oP Da Mads fandt ud af det senere, var han glad for at han havde sovet fra det ;o) Jeg gik i seng omkring kl 21, da jeg også var godt træt efter en lang dag i sadlen.